Bjarke Kirkegaard Nielsen
Gipote.dk slår sig op på at være Danmarks største portal for køb og salg af hunde. Nu har firmaet bag hjemmesiden, Petimo A/S, fået en mindre flatterende beskrivelse. De er nemlig netop blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at vildlede om abonnementer. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Problemet er, at Petimo A/S ikke oplyser tydeligt nok, at man som kunde tilmelder sig et abonnement, når man handler på siden.
Hos Gipote.dk kan man købe sig adgang til kontaktoplysninger på sælgerne bag hundeannoncerne. Købet af disse oplysninger er dog betinget af, at man også tegner et løbende abonnement.
Når nye kunder indtaster betalingskortoplysninger ved køb af et produkt eller en ydelse på hjemmesiderne, bliver oplysningerne samtidig anvendt til at trække de efterfølgende betalinger for det løbende abonnement.
Da kunderne ikke har givet et oplyst samtykke til at købe et abonnement og betale for abonnementet via deres betalingskort, er det endvidere Forbrugerombudsmandens vurdering, at abonnementsaftalerne er ugyldige og betalingerne uautoriserede efter forbrugeraftaleloven og betalingsloven. Kunderne har derfor krav på tilbagebetaling af de beløb, som de har betalt i abonnement.
Forbrugerombudsmanden har behandlet sagerne efter klager fra forbrugere, der er blevet overraskede over, at de pludselig blev opkrævet månedlige beløb efter at have handlet på hjemmesiderne.
– Det er vildledende, hvis en virksomhed ikke oplyser den fulde pris og vilkår, over for sine kunder. Desværre får vi klager over mange webbutikker, der tilsyneladende ikke ønsker at oplyse kunderne tydeligt om, at man kun kan være kunde, hvis man køber et abonnement. De virksomheder, der ikke oplyser tydeligt om abonnementsvilkår og priser, kan risikere at skulle betale penge tilbage til kunderne for abonnementerne. Som forbruger kan man naturligvis ikke blive forpligtet til at betale for et abonnement, som man ikke er klar over, at man skulle have købt, lyder det fra Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.