Fra HUNDEN: Naturlig smertelindring ved ledsmerter

24-04-2025 07:04

Ditte Jensen, veterinær rehabiliteringsterapeut, Laser Til Dyr

Ledsmerter er desværre blevet en alt for almindelig del af mange hundes liv. Takket være moderne dyrlægevidenskab, bedre ernæring og en øget opmærksomhed på dyrevelfærd lever hunde i dag længere end nogensinde før. Denne positive udvikling betyder dog også, at flere hunde når en alder, hvor slid og belastning af leddene bliver et reelt problem.

Copyright Hunden.dk
Chihuahuaen Lillebror får massage for ømme muskler i sin nakke. Foto: Ditte Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Denne artikel blev bragt i aprilnummeret af magasinet HUNDEN.

I denne artikel dykker vi ned i, hvorfor hunde får ledsmerter, hvordan en ond cirkel kan opstå, og hvilke medicinfrie tilgange du kan benytte for at bryde denne cirkel.

Hvorfor får hunde ledsmerter?
Ledsmerter hos hunde kan skyldes flere faktorer. Genetiske dispositioner, overvægt, tidligere skader, der muligvis ikke er behandlet korrekt, og en generel nedbrydning af muskler over tid er alle medvirkende årsager. Med den stigende levetid hos vores hunde i dag øges risikoen også for kroniske lidelser som gigt, slidgigt og andre ledsmerter. Det betyder, at vi som hundeejere må være ekstra opmærksomme på, hvordan vi bedst kan give vores hunde en så smertefri og aktiv hverdag som muligt.

Hos mange hunde udvikler problemer med led og muskler sig langsomt, hvilket ofte fører til, at de ikke bemærkes, før skaden er alvorlig. Dette er en udfordring, fordi tidlig indsats ofte kan afbøde smerten og forhindre yderligere forringelse af leddene. En tidlig og forebyggende indsats er derfor vigtig at holde sig for øje.
Symptomer på ledsmerter hos din hund kan være:

  • ændring af kropsholdning
  • mere inaktivitet
  • reduceret bevægelse f.eks. besvær med at rejse sig
  • rastløshed
  • øget aggressivitet 

Den onde cirkel: kompensation og forværring
Når en hund lever med en muskel- eller ledlidelse, er der næsten altid en vis grad af smerte. For at beskytte det smertefulde område begynder hunden at halte eller ændre sin bevægelsesmåde. Denne ændrede bevægelsesstil kalder vi kompensation. Som følge af kontinuerlig kompensation udvikler hunden muskelubalancer, hvor nogle muskler bliver overbelastede, mens andre svinder ind, fordi de ikke bliver brugt. Denne kompensation er en ond cirkel. Over tid kan den unormale belastning på andre led og muskler medføre yderligere skader og smerter, hvilket igen tvinger hunden til at kompensere endnu mere. Dette kan hurtigt forværre hundens tilstand med alvorlige konsekvenser for dens mobilitet og generelle livskvalitet.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Klinisk forskning hos mennesker har vist, at muskelsvaghed fører til en øget progression af gigt. Jo svagere musklerne er, jo værre bliver gigten.

Det er vigtigt at understrege, at hvis du har mistanke om, at din hund har ledsmerter, bør du altid konsultere din dyrlæge. Din dyrlæge kan vejlede dig og vurdere, om din hund har behov for udredning og/eller receptpligtig medicin.

Naturlige alternativer
Der findes en række medicinfrie tiltag, der kan hjælpe med at bryde den onde cirkel, som smerter og kompensation medfører og give din hund en mere aktiv hverdag. Når vi arbejder med en hund, med ledsmerter, har vi to hovedmål. Det første er at kontrollere hundens smerter så naturligt som muligt. Ved det andet hovedmål ønsker vi at styrke hundens kernemuskler, de ledstabiliserende muskler og de muskler, der er i ubalance.

  • Massage
    Massage er en af de mest tilgængelige og effektive metoder til naturlig smertelindring. Ved at massere de spændte muskler og ledområder kan du øge blodcirkulationen, øge de sensoriske input, reducere inflammation og lindre smerter. Regelmæssig massage hjælper ikke blot med at løsne op for muskelspændinger, men det styrker også båndet mellem dig og din hund. Har din hund allerede ledsmerter, kan den have brug for massage udført af en professionel behandler.
     
  • Laserterapi
    Laserterapi, også kendt som photobiomodulation, anvender specifikke bølgelængder af lys til at stimulere kroppens helingsprocesser. Denne behandling er evidensbaseret og øger celleaktiviteten, fremmer blodgennemstrømningen og hjælper med at reducere både smerte og inflammation. Laserterapi er smertefri, medicinfri og har ingen kendte bivirkninger, hvilket gør det til en ideel behandling for hunde med både akutte og kroniske ledsmerter. For at opnå et godt og sikkert resultat bør du vælge en uddannet og erfaren behandler, som anvender en klasse-4 laser.
     
  • Kosttilskud
    Kosttilskud som grønlæbet musling og omega-3 fedtsyrer er velkendte valg blandt hundeejere, der ønsker at støtte deres hunds led- og bruskfunktion. Der findes dog mange andre lige så vigtige tilskud. Disse tilskud kan hjælpe med at reducere inflammation og støtte opbygningen af sunde led. En af fordelene ved naturlige kosttilskud er, at de kan supplere andre behandlinger og bidrage til en samlet forbedring af hundens livskvalitet.
     
  • Styrketræning
    Selvom det kan virke kontraintuitivt, kan målrettet styrketræning være en vigtig del af behandlingen af ledsmerter. Ved at styrke de muskulære støttefunktioner omkring leddene kan du hjælpe med at aflaste smertefulde områder. Øvelser, der fokuserer på coremuskler og de ledstabiliserende muskler, er med til at opretholde mobilitet og forebygge yderligere skader. Det er vigtigt, at styrketræningen tilpasses af en professionel til den enkelte hunds behov og kapacitet.

Giv din hund den bedste livskvalitet
Som hundeejer ønsker vi alle at give vores hunde den bedst mulige livskvalitet, også når de bliver ældre og mere sårbare. Ved at integrere naturlige, medicinfrie tiltag i din hunds daglige pleje kan du ikke blot lindre smerter, men også forbedre dens mobilitet og generelle velvære. Det handler om at tage ansvar for hundens helbred og forebygge den onde cirkel, der opstår, så ledsmerter ikke fører til kompensation og yderligere skader.

Kilder: 
Netdyredoktor.dk
Essential Facts of Physical Medicine, Rehabilitation and Sports Medicine in Companion Animals 
Dr. Meg Kelly, Dyrlæge
Undersøgelse: A green-lipped mussel reduces pain behavior and chondrocyte inflammation and attenuated experimental osteoarthritis progression offentliggjort hos PLOS ONE

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout