Foto: Wiegaarden/Jørgen Bak Rasmussen

Lige siden de første hundeudstillinger så dagens lys, har opdrættere tilstræbt at fremavle hunde af høj kvalitet i forhold til racens oprindelige funktion og til det skrevne idealbillede, som kaldes racens standard. Mens racerne var under udvikling, havde funktionel bygning, korrekte og sunde bevægelser, pelskvalitet og temperament den højeste prioritet. Målet var at få ”møtrikker og bolte” til at passe sammen. Når en race havde opnået et vist niveau af perfektion, kom andre faktorer i spil: præsentationen af hundene, måden hundene opførte sig på i ringen og, ikke mindst, handlernes formåen.

Efter disse ydre faktorer begyndte at få betydning, ledte opdrætterne efter nye veje til at påvirke dommernes beslutninger. De søgte efter noget ekstraordinært, som kunne give dem en fordel over deres konkurrenter. Det blev startskuddet til avl af hunde, som var iøjnefaldende.

Foto: Wiegaarden/Jørgen Bak Rasmussen

Andre fandt, at vejen til succes i ringen var at opdrætte hunde, som var markante pga. en eller anden form for anatomisk overdrivelse – en kortere ryg, en længere nakke, et større hoved, en længere pels eller ved besiddelsen af et temperament, hvor hunden var energisk, altid på tæerne og aldrig slappede af, hvad enten dette var racetypisk eller ej.

Uanset hvor forudindtagede vi er – eller ikke er – må vi indrømme, at i forsøget på at fremavle bedre kvalitet, er nogle racer forbedret, mens andre ikke er. Anatomiske overdrivelser ved prioritering af udseende før funktion har forvandlet nogle racer til karikaturer af deres forfædre. De funktioner, som disse racer oprindeligt blev udviklet til, har der været levnet ringe hensyn til. Mens vi som dommere ikke er i stand til at vurdere, om en given hund kan trække en slæde, hente en and eller nedlægge et vildsvin, bør vi med en vis grad af sikkerhed være i stand til at kunne skønne, at den har de mentale og fysiske evner til at gøre det, hvis det kræves, og den er passende trænet.

Læs også: Snuder, glimmerrosetter og efterårsgyldne farver

I mange racers historie er det en kendsgerning, at betydningsfulde individer, som besad overdrivelser af en eller anden art, bidrog til deres races fremskridt. Men når en race er forbedret i et omfang, der har sikret, at flertallet af individer har opnået et acceptabelt niveau i forhold til type, bygning, bevægelse og temperament, kan yderligere overdrivelse i enhver form ikke længere bidrage til racens fremskridt. At tolerere sådanne anatomiske overdrivelser er at gøre racen en bjørnetjeneste.

Den ægte connaisseur, som kender sin race ud og ind, er langt mere imponeret over den klassiske racetype, end han er over overtypede individer, som så hurtigt vækker den uindviedes opmærksomhed. Desuden vil han med rette være bekymret over, at hunde, der er overdrevne og utypiske, så nemt kan opnå placeringer i ”Store Ring”, endda på bekostning af andre hunde, der er af korrekt racetype.

En beskrivelse af perfektion
Heldigvis har vi stadig blandt os mange gammeldags opdrættere, der har set racer udvikle sig, nå et højdepunkt og derefter finde et naturligt leje i den eksisterende genpulje. Kommentarer fra sådanne personer, når de besøger moderne hundeudstillinger, kan være lærerige og bør altid lyttes til og overvejes. Hvad der kan betragtes som overfladiske egenskaber hos den moderne showhund, anses ofte for at være kendetegn for racen blandt folk af den gamle skole. Deres ærgrelser ved tab af disse karakteristika bør tages alvorligt.

Dommere kan kun dømme hundene, som udstillerne præsenterer for dem. Men det er deres ansvar at vise loyalitet overfor racen i stedet for enkeltpersoner. Ofte hører vi, at dommere alene kan fortolke en racestandard ud fra deres egen opfattelse. Det er et forsimplet billede af dommerens opgave. Sandt er det, at racestandarderne giver os en skriftlig beskrivelse af perfektion – nogle i større eller mindre grad – men ingen racestandard er udførlig nok til at give dens læsere en ægte ”fornemmelse” for racen. Den kommer kun gennem indgående kendskab til en races historie gennem hele dens udvikling.

Ved hjælp af omhyggelig fordybelse og sparring med de ældre kendere af racen, som husker de tidligere generationer, kan racestandarder begynde at give mening. I stedet for blot at læse at en hund skal have ”en konkav næseryg med store åbne næsebor”, bør vi sætte os ind i, hvorfor netop de karakteristika er ønskede i den givne race.

Læs også: Fællesudstilling samler de danske nationalracer i Strøby

Intet aspekt overskygger helheden
Prøv at udføre følgende lille øvelse. Forestil dig et blankt stykke papir, og spørg dig selv, hvad racen er udviklet til. Analysér derefter, hvilke kvaliteter der muliggjorde denne specifikke opgave. Du vil opdage, at selv de mest glamourøse racer har gode grunde til disse karakteristika, hvis du leder længe nok.

Når dit blanke ark er ved at være fyldt, kan du danne et billede af, hvad der er essentielt i enhver race – hvad der giver en race sin egenart – og disse karakteristika bør altid prioriteres højest. Ved bedømmelsen af en hvilken som helst race, skal de racetypiske træk altid rangere over det kosmetiske og det overfladiske på prioriteringslisten.

Foto: Wiegaarden/Marlene HedegaardI nyere tid er tendensen hos mange racer, at hunde med ekstremt overvinklede bagpartier og de tilhørende dramatisk skrånende toplinjer prioriteres frem for moderat vinkling og vandrette toplinjer. For nogle kan disse dysfunktionelle fejl forekomme attraktive og prangende, men for dem, der kender til balance og funktion, er det et sørgeligt syn. Alt for ofte går dramatisk overvinklede bagpartier hånd i hånd med stejle fronter og korte overarme. Naturligvis er racestandarden et afgørende redskab for dommeren, men solid viden om racens herkomst vil med garanti forbedre dommerens mulighed for at kunne påvirke dennes sunde udvikling. Det er afgørende, at den nye generation af dommere bruger tid på at forstå, hvorfor racer blev udviklet til at fremstå, som de gør, og hvordan deres oprindelige formål bidrog hertil.

Sandheden er, at de gode hunde ikke nødvendigvis er dem, der besidder en ekstrem iøjnefaldende egenskab, men det er dem, der er så perfekt afbalancerede og korrekt byggede, at alt passer harmonisk sammen. Intet aspekt af hunden overskygger helheden. Disse hunde tiltrækker øjet på grund af deres overordnede billede og deres klassiske racetype. Desuden er det de hunde, der er mere tilbøjelige til at bidrage til deres races positive udvikling. Desværre vil kun kenderne genkende og belønne dem, mens mange dommere lader sig narre af de karismatiske udstillingshunde, der kan være ringere end hundene, der er langt mindre ekstreme, men langt tættere på deres racestandard.