Foto: Shutterstock

At være opdrætter af stambogsførte hunde i Dansk Kennel Klub er en hjertesag; det er en passion, og passion kan ikke masseproduceres. På samme tid er hunde flokdyr og sociale væsner, som har brug for tæt kontakt til mennesker for at trives, men mens nogle racer er meget sociale og har glæde af at gå sammen i en større flok, har andre det bedre med at gå sammen to og to. Visse racer får store kuld, andre kun meget få hvalpe ad gangen. Og nogle racer eller individer er længere tid om at udvikle sig fysisk såvel som psykisk end andre – og en tæve, der både er fysisk og mentalt moden, har det bedste udgangspunkt for at komme godt igennem drægtighed, fødsel og pasning af hvalpekuldet. Ligesom det for hunde af begge køn gælder, at det først er muligt at vurdere hundens potentiale som avlshund, når den er voksen – hvilket også gør sig gældende, når man skal vurdere kvaliteten af de hvalpe, der bliver sat i verden.

Derfor vælger nogle opdrættere – for at give både hund og opdræt de bedste betingelser – at udstationere hunde hos udstationeringsværter. Det giver opdrætteren mulighed for at ”satse på flere heste”, selvom man ikke har mulighed for at inkludere flere hunde i den flok, man har på sin egen matrikel. Det giver hunden et trygt og godt familieliv, ligesom udstationeringsværten får en vederlagsfri hund – og med hunden følger oftest en mentor i form af opdrætteren og oplevelser, man ellers ikke ville have fået.

Udstationerede hunde er oftest tævehvalpe, som har potentiale til at vokse op og blive relevante avlsdyr som voksne, men flere og flere DKK-opdrættere benytter sig også af muligheden for f.eks. at importere en hanhund med potentiale fra udlandet og lade den leve det gode hundeliv hos en ”fodervært”.

Opdrætteren bevarer ejerskabet til hunden og kan – alt efter detaljerne i den aftale opdrætter og fodervært indgår – f.eks. benytte hunden til avl, udstilling mv., men værten ”får” en vederlagsfri hund, som til hverdag skal bo og leve sit liv hos værten, som står for den daglige pasning, pleje, træning og alt, hvad der ellers hører til det gode hundeliv.

Derfor skal man have papir på hinanden

– I DKK har vi oplevet et stigende antal problemsager i forbindelse med udstationeringsaftaler – og af grovere og grovere karakter. Så selvom DKK har ”givet ansvaret tilbage til opdrætterne”, og på trods af at DKK’s ene jurist næppe ville kunne håndtere den eventuelle øgede arbejdsbyrde, ønskede vi i DKK’s bestyrelse at tage ansvar for udstationeringshundenes tarv. For den største taber, når en udstationeringsaftale går i hårdknude, er ikke opdrætteren. Det er heller ikke udstationeringsværten. Det vil altid være hunden, fortæller Jørgen Hindse, som er bestyrelsesformand i Dansk Kennel Klub.

Det var altså primært for hundens skyld, at DKK’s bestyrelse mente, det var nødvendigt at udarbejde en obligatorisk skriftlig aftale til brug for opdrætter og udstationeringsvært – men naturligvis også for både opdrætterens og for udstationeringsværtens skyld. Aftalen var tænkt eksekveret på fuldstændig samme måde og samme vilkår som DKK’s købsaftale er obligatorisk ved salg af DKK-stambogsførte hvalpe.

Læs også: Fra bladet: Er udstationering noget for dig?

Derfor fremsendte DKK i januar et oplæg til en ny udstationeringsaftale til alle tilknyttede specialklubber og samtlige registrerede kennelmærkeindehavere i DKK’s database og bad om kommentarer til, hvordan en sådan aftale kunne skrues sammen og om input til, hvilke oplysninger en aftale skulle indeholde, hvis DKK valgte at gøre aftalen obligatorisk for DKK’s opdrættere i forbindelse med en udstationeringsaftale.

Konstruktive tilbagemeldinger

– Vi har i DKK’s administration modtaget helt overvældende mange konstruktive, uddybende og velovervejede tilbagemeldinger, og vi er gået minutiøst til arbejdet med at gennemlæse samtlige tilbagemeldinger og sætte dem op imod det udkast, vi havde udarbejdet, fortæller Charlotte Vinter Dal, der er jurist i Dansk Kennel Klub.

DKK’s oplæg til udstationeringsaftalen har taget udgangspunkt i de etiske regler for avl, og rammerne er sat alene ud fra hensyn til hundens tarv og ud fra en stadig gældende udtalelse fra Justitsministeriets Dyreværnsråd, der fastsætter et maksimum antal kuld for udstationerede tæver til 3 i løbet af en periode på 4 år.

– Såfremt DKK skal være afsender af og sætte sit logo på en sådan aftale, har det naturligvis været nødvendigt at sikre, at indholdet er juridisk holdbart, forklarer Charlotte Vinter Dal og fortsætter:

– I den perfekte verden ville et obligatorisk aftalepapir være ideelt og dets formål at lukke de huller, som nogle vælger at udnytte. En obligatorisk kontraktskabelon var tænkt som et hjælperedskab for begge parter, så ikke alle selv behøver at opfinde en. Og aftalepapiret bliver et hjælperedskab ved at sikre, at parterne har forholdt sig til alle relevante spørgsmål – men ikke nødvendigvis ved, at svarene er givet på forhånd. Det skal ikke være en begrænsende faktor at benytte den, siger hun.

Vi holder med hundene

Læs også: Soldat knyttet til hjemløs hvalp

– Vi har kunnet læse i en del af de tilbagemeldinger, vi har fået fra opdrætterne, at nogle har en opfattelse af, at DKK alene har udstationeringsværtens interesser for øje. Det har imidlertid ikke været hensigten med udstationeringsaftalen. Derimod er det altid hundens tarv, DKK ønsker at varetage. DKK er ikke på udstationeringsværtens side, heller ikke på opdrætterens – vi er på hundens side. Vi har derfor foretaget en afvejning af opdrætterens mulighed for at benytte hunden i avl på den ene side, og på den anden side hundens og udstationeringsværtens interesse i at have en forudsigelig og rimelig udstationeringsperiode, som skal munde ud i, at hunden overgår i værtens ejerskab og fortsætter sit liv som familiehund, når den er færdig med at fungere som avlstæve, forklarer DKK’s jurist.

– Men vi har taget imod opdrætternes kritikpunkter med åbent sind, og efter en grundig gennemgang har vi konstateret, at der er en række forhold i forbindelse med udstationering, som vanskeligt lader sig generalisere på tværs af alle de racer, som DKK repræsenterer og stambogsfører. Vores hunderacer er forskellige, med forskellige behov – og mennesker ligeså.

One size doesn’t fit all

– Vi har fra DKK’s side erkendt, at ”one size doesn’t fit all”, og derfor har DKK’s bestyrelse ændret sin beslutning om at gøre udstationeringsaftalen obligatorisk. Fremadrettet vil DKK igen udelukkende anbefale, at parterne benytter den udstationeringsaftale, som nu er revideret ud fra kennelmærkeindehavernes input. Vi kan se, at flere passager af aftalens ordlyd er blevet misforstået, og derfor har vi sørget for at præcisere indholdet, for en juridisk bindende aftale skal selvfølgelig ikke kunne misforstås! Og i den proces har vi naturligvis indarbejdet opdrætternes forslag til ændringer, forklarer Charlotte Vinter Dal og understreger:

– DKK er dog fortsat af den opfattelse, at to kuld pr. tæve generelt er det mest rimelige i forbindelse med udstationering, og at opdrætterne bør udvise mådehold i forhold til, hvor mange parringer der skal kunne kræves af en udstationeret hanhund. Ligesom DKK fastholder sin holdning om, at ejerskabet til hunden endeligt bør overgå til udstationeringsværten indenfor en rimelig tidshorisont – og det uanset om opdrætteren har udnyttet sine rettigheder i relation til avl mv. Men fremadrettet er det altså frivilligt, hvorvidt parterne ønsker at benytte DKK’s udstationeringsaftale eller udfærdige en skriftlig aftale selv.

Men frivillighed i forbindelse med udstationeringsaftalen gælder udelukkende i forhold til, hvorvidt parterne underskriver DKK’s aftalepapir eller laver sin egen version; det er som altid ”frihed under ansvar” og DKK’s etiske anbefalinger for avl, der gælder for alle, der opdrætter i DKK – og derfor også avl på en udstationeret hund. De 11 etiske anbefalinger omfatter alt lige fra tævens alder på parringstidspunktet over ansvar for arvelige lidelser til socialisering og prægning af hvalpene. Og gentagne og/eller markante tilsidesættelser af DKK’s etiske anbefalinger vil medføre begrænsninger i en hunds avlsret – evt. nedlæggelse af avlsforbud – og/eller disciplinære sanktioner i henhold til DKK’s love og stambogsføringsregler.

– Så herfra skal lyde en klokkeklar opfordring til at sætte sig ind i reglerne, få styr på aftalerne – og som minimum at sætte pen til papir og skrive udstationeringsaftalens vilkår ned, understreger Charlotte Vinter Dal.