Redaktionen
Da Preben Hansen blev meldt ind i Dansk Kennel Klub den 1. maj 1968, anede han næppe, hvor stor en betydning hundene ville få i hans liv. Siden da har han været en central skikkelse i terrierverdenen med kennel La-Preta, som i dag er videreført af datteren Anette.
Hans hundeliv begyndte dog lidt tilfældigt. Familien var flyttet fra Aalborg til et nedlagt landbrug ved Nørresundby, og Prebens kone ønskede sig en stor hund. Planen var en airedale terrier, men da ingen hvalpe var til salg, faldt valget i stedet på en welsh terrier, der blev beskrevet som en “miniature airedale”. Den lille hanhund, Tim, blev familiens første hund og startskuddet til et langt engagement i hundesporten.
En skuffelse blev til en passion
Med Tim tog familien til deres første udstilling på opfordring af opdrætteren. De var fulde af forventning, men glæden blev hurtigt vendt til skuffelse, da hunden fik 0 på grund af manglende tænder. Alligevel blev oplevelsen begyndelsen på en passion.
– Selvom det gik skidt, blev vi alligevel bidt af udstillingsmiljøet, og senere fik vi jo bedre resultater, fortæller Preben.
Et kendt navn i terrierverdenen
Preben Hansen har igennem årene haft mange roller i terriermiljøet. Han har været uautoriseret dommer ved skuer, arrangeret lydighedskonkurrencer, siddet ti år i Dansk Terrier Klubs bestyrelse –heraf som næstformand – samt fungeret som racerepræsentant, formand for Dansk Terrier Klubs kreds 13 og redaktør for Terrier Nyt. Hans indsats blev anerkendt med klubbens guldnål.
Et højdepunkt, han fremhæver, er Verdensudstillingen i Bella Center i 1989, som han beskriver som en uforglemmelig oplevelse.
Derudover har Preben modtaget adskillige ærespræmier i avl- og opdrætsklasser.
Hunde, der satte aftryk
Flere hunde har gennem årene haft en særlig plads i Prebens hjerte. Først og fremmest airedale terrieren Sulsted’s Titti, kaldet Trine, der blev stammor til La-Preta-linjen. Også championhunden Alabur Valiant står stærkt i erindringen. Han var søn af Int. Ch La-Preta Iesper og blev af Preben set som den ideelle airedale: intelligent, kærlig og smuk.
Et andet minde, der har gjort ham stolt, er La-Pretas Othello, som under ejeren Frank Sastakauskas’ føring blev den højest præmierede airedale terrier i lydighed til dato.
Venskaber og arv til næste generation
Preben fremhæver, at medlemskabet i DKK har givet ham ikke blot oplevelser, men også varige venskaber – både gennem udstillinger, lydighedsarbejde og som opdrætter i mødet med hvalpekøbere.
– Jeg har dannet mange gode venskaber, og det er noget af det, jeg sætter størst pris på, siger han.
Selv har han i dag ikke hund længere, men følger med i døtrenes hundeliv – den ene arbejder med udstilling og avl, den anden med lydighed. På den måde lever passionen videre i familien.
Fokus på sundhed og fremtiden
Når han ser tilbage på sine mange år i Dansk Kennel Klub, bemærker Preben især en positiv udvikling:
– I dag er der meget mere fokus på hundenes sundhed frem for kun det æstetiske i avlen, fortæller han.
Hans håb for fremtiden er klart:
– Jeg ønsker, at klubben og de kommende generationer af hundeejere altid vil sætte hundenes velbefindende først.
d
Har du været medlem af DKK mere end 50 år? Så hører vi gerne fra dig. Skriv til kar@wiegaarden.dk.