Dobbelt danmarksmester på ét hjul og fire poter

21-05-2025 11:07

Cecilie Friis Amstrup

Linn K. Øverland og hendes korthåret hønsehund Quattro har vundet begge forårets DM-titler i scooter 1 – en trækhundedisciplin hvor samarbejde, udholdenhed og fart går op i en højere enhed.

Copyright Hunden.dk
Linn K. Øverland og hendes ruhåret hønsehund Quattro elsker at suse afsted til scooter 1-konkurrencer, og der har resulteret i to danmarksmesterskaber i starten af 2025. Foto: Morsch Photo
Nyheden fortsætter efter annoncen

Treårige Quattro står spændt for løbehjulet. Bag ham venter Linn K. Øverland på startsignalet, og med ét ord sætter ekvipagen i gang. Det er præcis det samarbejde, der har ført dem til toppen af dansk trækhundesport – og to danmarksmesterskaber i 2025.

– Det ene mesterskab vandt vi i januar, det andet i marts. Det er to forskellige danske forbund, som er tilknyttet hvert sit internationale forbund, forklarer Linn.

At vinde begge mesterskaber i samme sæson er usædvanligt og gør Linn og Quattro til dobbelt danmarksmestre i disciplinen scooter 1.

Når én hund trækker og én fører hjælper til
Scooter 1 er en krævende disciplin, hvor én hund trækker en fører gennem kuperet terræn på et specialbygget løbehjul med mountainbike-dæk. Løbehjulet er konstrueret til fart og ujævne stier, men føreren skal stadig hjælpe til med benene, især op ad bakke og i skarpe sving.

– Man får både en intens oplevelse sammen med sin hund og får selv rørt sig godt igennem. Det kræver meget af os begge, siger Linn.

Copyright Hunden.dk
Scooter 1 er en krævende disciplin, hvor én hund trækker en fører gennem kuperet terræn på et specialbygget løbehjul med mountainbike-dæk. Foto: Johnny N. Jensen

Makkerparret træner op til fire gange om ugen, og sæsonen begynder i august og varer til foråret. Der bygges gradvist op fra korte ture på tre kilometer til omkring ti kilometer, så hunden er i topform til vinterens løb, som typisk ligger omkring fem kilometer.

– Quattro elsker det. Han ved det nærmest, før jeg selv har besluttet mig for at tage ud at køre. Det er hans yndlingsaktivitet i hele verden, lyder det fra den stolte hundeejer.

En hund med både motor og manerer
Selvom Quattro elsker fart og træk, er han ikke kun en arbejdshund. Han er også junior udstillingschampion og har stamtavle fra Norge, hvor begge forældre har meritter i både jagt og udstilling.

– Han er faktisk rigtig god i ringen, da vi først fik knækket koden til, at han ikke skulle løbe for hurtigt, forklarer Linn med et smil.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er netop alsidigheden, der tiltaler hende ved den korthårede hønsehund. Med Quattro kan hun kombinere hundeløb, udstilling, vandring og lydighed uden at være begrænset til én type aktivitet.

Fra store slædespande til en fokuseret makker
Linn har dyrket trækhundesport i over 20 år og har tidligere haft op til ti slædehunde, der kørte med vogn. I dag har familien to hunde, og konkurrencerne foregår i mindre skala, men med samme passion.

– Scooter giver en autentisk følelse af at køre med slædehund. Man er tæt på sin hund, og man mærker samarbejdet helt tydeligt. Det er det, jeg elsker ved det, fortæller hun.

Copyright Hunden.dk
Både Quattro og Linn var meget tilfredse med deres præstation tilbage i januar, da det første DM var i hus. Foto: Linn K. Øverland

Fra sport til webshop
Ved siden af sporten driver Linn en webshop, der sælger udstyr til aktive hunde f.eks. seler, liner og tasker til vandring. Ideen opstod, da hun overtog en eksisterende butik fra en bekendt i hundemiljøet.

– Der er mange, som gerne vil være aktive med deres hund, men ikke alle ved, hvor vigtigt det er med det rigtige grej. En sele skal passe til netop din hund, og det er ikke nok bare at købe en tilfældig model, forklarer hun.

Linn håber, at hun med både sin webshop og sin deltagelse i sporten kan inspirere flere til at tage ud i naturen og være aktive sammen med deres hund.

Det stærkeste bånd
Quattro er en glad og kærlig hund, som elsker sin fører – og elsker at arbejde. Når han får selen på, er der ingen tvivl: Nu skal der løbes.

– Han bliver ikke distraheret af noget. Han gør bare sit arbejde. Det er det, der gør ham så fantastisk at køre med, siger Linn.

Med to DM-titler, en udstillingstitel og masser af energi er Quattro et levende bevis på, hvor stærkt et samarbejde mellem hund og menneske kan blive – og hvor langt det kan føre.

Copyright Hunden.dk
Tilbage i marts stod Quattro og Linn igen øverst på podiet til et scooter 1 danmarksmesterskab - denne gang hos et andet forbund. Foto: Linn K. Øverland

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout