Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Når hunden bliver til sprog
Der skal ikke mange ord til, før hunden dukker op i dansk. Vi kan være hundesultne, hundetrætte eller stå og fryse i hundekoldt vejr. Vi kan tale om et hundeliv, om hundeøjne, hundeglam, hundedage og om nogen, der ikke skal skue hunden på hårene. Nogle af ordene handler direkte om hunde. Andre bruger hunden som målestok for noget, der er voldsomt, besværligt, usselt, trofast eller meget menneskeligt.
Det fortæller noget om hundens plads i kulturen. Et dyr bliver ikke en del af sproget ved et tilfælde. Det sker, når det er tæt nok på menneskers liv til, at alle forstår billedet. Hunden er ikke fjern, sjælden eller eksotisk. Den er nær. Den gør bag hækken, ligger under bordet, følger efter i køkkenet og har gennem historien været både arbejdsmakker, vagthund, jagthund, gårdhund og selskabshund.
Derfor kan hunden bruges sprogligt på mange måder. Den kan gøre noget større, som når hunde bliver et forstærkende led. Den kan gøre noget ringere, som når hundeliv bliver brugt om et elendigt liv. Den kan også gøre noget kærligt, som når vi taler om hundeøjne, hundehvalpeblik eller den trofaste hund ved siden af mennesket.
Fra hundekold til hundeliv
I Den Danske Ordbog findes hunde som førsteled med flere betydninger. Det kan pege direkte på hunden, men det kan også bruges forstærkende om noget ubehageligt eller som udtryk for noget dårligt eller usselt. Derfor giver det mening, at vi har ord som hundekold, hundesulten og hundeliv.
Det interessante er, at hunden her ikke altid får en særlig pæn rolle. Når noget er hundekoldt, er det ikke bare almindeligt køligt. Det er koldt på en ubehagelig måde. Når hundeliv bruges overført, handler det ikke om et godt og trygt liv med madskål, sofa og faste rutiner. Det kan betyde et elendigt eller uværdigt liv.
Sproget bærer altså både kærlighed og gamle forestillinger med sig. I dag omtaler mange deres hunde som familiemedlemmer og bruger store kræfter på trivsel, sundhed og tryghed. Samtidig lever ældre sproglige billeder videre, hvor hunden kan forbindes med noget hårdt, lavt eller uønsket. Det er ikke en modsætning, der skal ryddes op i. Det er en del af kulturhistorien. Hunden har altid været tæt på os, men den har ikke altid haft samme status.
Hundedagene uden hund
Et af de mere gamle og lidt finurlige hundeord er hundedagene. Udtrykket bruges om perioden fra 23. juli til 23. august, hvor Solen står nær Hundestjernen Sirius. I folkelig tradition forbindes perioden ofte med sommerens varme, lummervarme, tordenluft og vejrlig.
Det er et godt eksempel på, hvordan hunden i sproget kan bevæge sig langt væk fra selve dyret og alligevel stadig være genkendelig. Hundedagene lyder som noget, der burde handle om hunde i skyggen med tungen ude af munden, men ordet har rødder i astronomi og gammel kalendertradition.
Sådan fungerer kultur ofte. Et ord begynder ét sted, lever videre et andet sted og får nye billeder knyttet til sig. I dag kan hundedagene sagtens give moderne hundeejere associationer til varme gåture, vandskåle, skygge og sløve hunde på kølige gulve. Men ordet rummer en langt ældre forbindelse mellem himlen, årstiden og navnet på den klare stjerne Sirius.
Hunden lever i sproget som både kærlig figur og gammelt billede på noget hårdt, koldt eller usselt.
Hundedagene handler ikke om hunde i haven, men om Sirius, Hundestjernen.
Når vi giver hunden stemme på sociale medier, fortsætter vi en lang tradition for at bruge hunden som fortæller og spejl.
Hundeverdenen har sit eget sprog, og det skaber fællesskab for dem, der forstår det.
Sproget afslører ikke kun, hvordan vi taler om hunde. Det afslører også, hvordan hunde er flettet ind i menneskers hverdag.
Hunden som hverdagens fortæller
Hunden er ikke kun i ordbogen. Den er også i den måde, vi fortæller om hverdagen på. Mange hundeejere beskriver hjemmet gennem hunden. Hunden har sin plads i sofaen, sin mening om posten, sin faste rute gennem køkkenet og sin helt egen forståelse af, hvornår dagen bør begynde. På den måde bliver hunden en slags fortæller i familien.
Det ses tydeligt i sociale medier, hvor hunde ofte får stemme. De rapporterer fra haven, brokker sig over bad, kommenterer på nye hvalpe i huset eller fortæller om menneskets manglende evne til at forstå vigtige situationer. Når vi lader hunden fortælle, er det selvfølgelig mennesket, der skriver. Men det virker, fordi hundeejere genkender hundens blik på verden. Den lidt skæve logik. Den store alvor over små ting. Den ufravigelige tro på, at en osteskive er en begivenhed.
Det er en moderne form for hverdagskultur. Hvor hunden tidligere kunne optræde som symbol i et maleri eller som vogter i et eventyr, optræder den i dag også som familiens komiske medfortæller. Den er ikke mindre kulturel, fordi den ligger på Instagram eller i en Facebookkommentar. Den viser stadig, hvordan vi bruger hunden til at fortælle noget om os selv.
Fra talemåde til familiebillede
I gamle talemåder kan hunden være hård, trofast, sulten, kold eller lavt placeret. I moderne hverdagskultur er hunden ofte noget andet. Den er midtpunkt, følgesvend, humørspreder og følelsesmæssigt holdepunkt. Den er med på julekort, feriebilleder, fødselsdage, klubopslag, træningsvideoer og små hverdagsfortællinger.
Det betyder ikke, at hunden har mistet sin gamle symbolik. Tværtimod ligger meget af den stadig under overfladen. Når en hund vises som familiens faste holdepunkt, trækker billedet stadig på forestillinger om troskab og nærhed. Når en hund gør ved havelågen, trækker den stadig på vagthundens rolle. Når en jagthund står våd og opmærksom med vildt i munden, er det stadig arbejdshistorien, der taler med.
Men den moderne hundekultur har gjort hunden mere personlig. Den enkelte hunds navn, særheder, vaner og små dramaer fylder mere. Vi taler ikke kun om hunden som type. Vi taler om Bella, Kosmo, Molly, Carlo eller Freja, der hver især har deres faste plads i fortællingen om hjemmet.
Når hunden bliver identitet
At have hund er også blevet en del af menneskers identitet. Nogle er retrieverfolk, terrierfolk, myndefolk, gårdhundefolk eller helt almindelige hundemennesker uden behov for præcis betegnelse. Man kan høre til i en klub, en raceverden, et træningsmiljø, en jagttradition, en udstillingskreds eller et netværk af mennesker, der mødes på de samme lufteture.
Sproget følger med. Hundeverdenen har sine egne ord, forkortelser, vendinger og indforståede billeder. BIR, BIM, CK, lineføring, apport, markering, stand, drev, ringtræning, Nose Work, rally, præmiering og stambog. For udenforstående kan det virke som en lukket ordbog. For hundefolk er det en del af fællesskabet.
Det er også kultur. Ikke den fine kultur på piedestal, men den levende kultur, der opstår, når mennesker deler interesser, rutiner og erfaringer. Hunden skaber ikke kun relationer mellem hund og ejer. Den skaber relationer mellem mennesker.
Hunden som spejl i hverdagen
I denne artikelserie har hunden været symbol, motiv og eventyrfigur. I sproget og hverdagskulturen kommer den helt tæt på. Her bliver det tydeligt, hvor meget hunden fylder i den måde, vi tænker, taler og fortæller på.
Hunden kan være et ord for kulde, sult, slid, trofasthed eller larm. Den kan være hovedperson i små digitale fortællinger. Den kan være et tegn på hjem, fællesskab, omsorg og personlighed. Og den kan være den, vi bruger til at sige noget om hverdagen, uden at det bliver for højtideligt.
Måske er det netop hundens styrke. Den kan bære store betydninger, men den kan også bare ligge midt på gulvet og snorke. Den kan være kulturhistorisk symbol og våd hund efter en tur i regnvejr. Den kan være eventyrvæsen og sofahund. Den kan være et gammelt ord i ordbogen og et nyt billede på telefonen.
