Sidsel Rycther Lauridsen og border collien Shadow blev verdensmestre i Heelwork to Music, da VM løb af stablen i starten af måneden i Finland. Foto: Privat

I den finske konkurrencehal var stemningen elektrisk fredag den 1. august, da det danske makkerpar Sidsel Rycther Lauridsen og hendes border collie Littlethorn Shadow, kaldet Shadow til dagligt, trådte ind i ringen. Med musikken som ramme og fællesskabet fra det danske landshold i ryggen, leverede de en præstation, der sendte dem helt til tops. Efter mange år med hårdt arbejde og målrettet fokus kunne de endelig kalde sig verdensmestre i Heelwork to Music.

Et øjeblik der ændrede alt
For Sidsel var det ikke bare endnu en konkurrence. Det var kulminationen på ti års drømme, planlægning og tusindvis af træningstimer. Og selvom hun har følt sig klar før, var det i Finland, at alt gik op i en højere enhed.

– Jeg har haft den her drøm længe. Også ved VM i Danmark syntes jeg, at vi var klar. Men man skal ramme dagen. Shadow skal være det rigtige sted, jeg skal være i den rette stemning, og vi skal finde hinanden i præcis det moment. Det gjorde vi i Finland, og det var fuldstændig magisk, fortæller Sidsel.

Den mentale tilgang var denne gang anderledes end ved tidligere konkurrencer. Sidsel havde lagt ekstra vægt på fokus og tilstedeværelse og valgte bevidst at lukke alt andet ude.

– Det var kun mig og Shadow i de fire minutter. Ikke point, ikke konkurrenter. Bare os og glæden ved at gøre det, vi elsker sammen. Det gjorde en kæmpe forskel.

For første gang er Sidsel Rytcher Lauridsen og Shadow verdensmestre i Heelwork to Music. Foto: Privat

Shadow elsker opmærksomheden
Shadow på otte år er en rutineret konkurrencehund og har rejst gennem hele Europa med Sidsel. Hun er kendt for sin arbejdsiver og høje energi, men det er også netop dét, der gør samarbejdet både intenst og krævende.

– Hun elsker at arbejde med mig. Uanset om det er i træning eller konkurrence, så tænder hun på opgaven og vores fælles energi. Når publikum begynder at klappe, giver det hende et ekstra gear. Men hendes drive kan også blive for højt. Så gælder det om at finde den helt rette stemning, så hun ikke løber i forvejen og laver programmet på to minutter i stedet for fire, forklarer Sidsel med et smil.

Der er fuld fokus, når Sidsel og Shadow er i ringen. Foto: Privat

Læs også: Nyt nummer af HUNDEN er ude nu!

På VM-dagen var opvarmningen intens. Shadow virkede en anelse for tændt, og Sidsel nåede at blive en smule nervøs. Men i det øjeblik musikken begyndte, traf hun en beslutning.

– Jeg tænkte bare: Vi giver den hele armen. Og det var som om, Shadow reagerede direkte på det. Hun leverede noget af det bedste, hun nogensinde har gjort. Det var det helt rigtige tidspunkt at toppræstere, og det var en følelse, jeg aldrig glemmer.

Et stærkt fællesskab på tværs af grænser
Selvom titlen som verdensmester naturligvis er personlig, oplevede Sidsel det som en sejr, hun delte med mange. Både med sit hold og med det internationale Dog Dancing-fællesskab.

– Jeg kunne mærke støtten fra alle sider. Ikke bare fra danskerne, men også fra nordmænd, svenskere, englændere – det hele. Vi konkurrerer mod hinanden, men vi ønsker virkelig hinanden det bedste. Det var meget rørende, siger hun.

Danmark fik også sølv i holdkonkurrencen, og for Sidsel var det netop det at være afsted som et hold, der satte prikken over i’et.

– Vi kender hinanden godt, både mennesker og hunde. Vi ved, hvornår nogen har brug for ro, og hvornår der skal heppekram og grin til. Det er en enorm tryghed at kunne dele både spænding og glæde med nogen, der forstår det hele til fulde.

Det danske landshold består fra venstre af Emmy Simonsen med Gollum, Helle Larssen med Mocca, Sidsel Lauridsen Shadow (og River) og Annette Dalgaard med Quiro. Foto: Privat

Det dygtige danske landshold kæmpede og dansede sig til en flot sølvmedalje i holdkonkurrencen. Foto: Privat

Sidsel fortæller, at landsholdet efterhånden har rigtig mange oplevelser sammen og har et stærkt sammenhold. Foto: Privat

Vejen til succes er mere end fire minutter i ringen
Sidsel pointerer, at det ikke kun handler om det, man ser i ringen. Bag succesen ligger år med opbygning af programmer, mentaltræning og et hundeliv, hvor rejser og rutiner skal være en naturlig del af hverdagen.

– Shadow er vant til at være på farten. Allerede som ung rejste hun med mig rundt i Europa i syv uger, og det har givet hende en ro, som er guld værd i konkurrencekontekst. Det handler ikke kun om de fire minutter. Det handler om at kunne sove godt, trives i nye omgivelser og tage det hele med ophøjet ro.

Læs også: Fra HUNDEN: En lille hund med et stort hjerte

Hun roser desuden Finland som vært og fortæller, hvordan de gode rammer og det velorganiserede setup bidrager positivt til oplevelsen.

– De er simpelthen så dygtige. Alt kører, og de frivillige er fantastiske. Det er med til at skabe tryghed og gøre, at man kan fokusere på det vigtigste – nemlig samarbejdet med sin hund.

Hvad nu?
Selvom sejren stadig er ny, lurer det næste mål allerede i horisonten. Shadow er dobbelt regerende nordisk mester, og der er ikke mange, som har vundet den titel tre gange i træk.

– Det vil jeg da gerne prøve. Det sker næsten aldrig. Men konkurrencen er benhård, og det er dagsformen, der afgør det. Der er så mange detaljer, og tingene kan blæse i alle retninger. Men vi går selvfølgelig efter det, siger Sidsel, som dog også anerkender, at hundesport aldrig er helt til at forudsige.

Sidsel og Shadow har trænet intensivt for at perfektionere deres program, og til VM gik alt op i en højere enhed, og de tog guldet med hjem. Foto: Privat

En sport, et fællesskab og en drøm opfyldt
Verdensmesterskabet i Finland blev opfyldelsen af en mangeårig drøm for Sidsel, men det efterlod hende også med en følelse af, hvad så nu?

– Det var det største, jeg kunne opnå. Nu skal jeg finde ud af, hvad det næste skal være. Men én ting er sikkert – jeg skal ud og træne. For selvom jeg står som verdensmester, så gør jeg det her, fordi det er sjovt. Og fordi Shadow elsker det lige så meget som jeg gør.

Når Sidsel og Shadow træder ind i ringen, er det med en glæde, en dedikation og en samhørighed, som ikke kan trænes frem, men som opstår i tillid og respekt. Og netop den samhørighed er måske den største sejr af dem alle.