Bjarke Kirkegaard Nielsen
Mundbind i naturen er livsfarlige for hunde. Det skyldes især den metaldel, der strammes op over næsen. Den kan skabe alvorlige skader på vej gennem hundens system. Det er bare en grund til, at man skal huske at smide sine brugte mundbind i skraldespande og sørge for, de ikke flyver væk derfra.
Men meget tyder på, at danskerne endnu ikke har forstået, hvad man skal gøre ved dette forholdsvist nye stykke affald.
I hvert fald fandt man under Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling hele 52.000 brugte mundbind i den danske natur. Derudover blev der fundet 120.000 stykker takeaway-emballage og 87.000 dåser.
På sidste års affaldsindsamling satte Danmarks Naturfredningsforening fokus på mundbind, der i sensommeren var dukket op som en ny type affald flere steder i landet. På en enkelt dag i september blev der her fundet 2.700 styk.
Og problemet er tilsyneladende ikke blevet mindre siden da. I år er der registreret engangsmundbind på 90 procent af indsamlingerne, hvor der i alt er fundet 52.000 styk. Mere end hvert femte mundbind er fundet i København, Aarhus og Odense Kommune.
– Alt for mange steder flyder det med engangsmundbind, og selvom problemet er størst i byerne, er det ikke noget, vi bare kan lukke øjnene for. Mundbind er skadelige for miljøet og dyrelivet, hvis først de havner i naturen, og derfor er det vigtigt, at der bliver taget hånd om problemet, siger Maria Reumert Gjerding.
Danmarks Naturfredningsforening peger på bedre indsamling af engangsmundbindene som en del af løsningen. Allerhelst ser foreningen dog, at alle, der har mulighed for det, går over til tre-lags stofmundbind, der kan genbruges igen og igen.