Astrid Gerd Holtet
Herpesvirus er en forholdsvis ufarlig sygdom hos den voksne hund, med milde symptomer som hoste og næseflåd eller små blødninger i kønsorganernes slimhinder. Hos nyfødte hvalpe er den derimod næsten altid dødelig, oftest inden for få timer efter fødslen. Hos den nyfødte hvalp ses der symptomer som nedstemthed, nedsat dielyst, piben, skrigen og uro. Der kan også ses ubehag når den trykkes på maven, flåd fra næsen, kramper eller blødninger og blistre i slimhinderne.
Smitten kan ske ved parring, gennem spyt og tårevæske eller fra tæven til de ufødte hvalpe. Voksne hunde smittes oftest når deres immunforsvar er svækket, som for eksempel under drægtighed eller hvis de er stressede, eksempelvis i forbindelse med kennelophold, stævner eller udstillinger. Hos den voksne hund forsvinder symptomerne oftest hurtigt, og i nogle tilfælde ses de slet ikke. Efterfølgende kan smitten dog lægge sig i hundens celler, og sygdommen kan bryde frem, hvis hundens immunforsvar igen bliver svækket. Smittede hunde, der ikke viser symptomer, kan stadig smitte andre hunde som de kommer i kontakt med.
Der er ingen helbredende behandling, og hos hvalpene kan man kun forsøge at hjælpe dem gennem sygdommen ved støttende tiltag. Det kan være varme (39 grader celsius), væskebehandling og behandling af tilstødende bakterieinfektion med antibiotika. Derudover kan man støtte hvalpens immunforsvar gennem en særlig behandling, hvor man tilfører antistoffer (del af immunforsvaret) mod sygdommen fra en donor. Voksne hunde har sjældent brug for behandling, hvis de bliver syge.
Det er muligt at vaccinere mod herpes, og dette kan gøres hvis man ønsker hvalpe. Det kræver én vaccination omkring parringen, og igen én i de sidste uger af drægtigheden. Vaccinationen holder kun i omkring tre måneder og revaccination ved hver drægtighed er derfor nødvendig. Hvis tæven opnår beskyttelse gennem vaccination, kan hun videregive denne beskyttelse til hvalpene gennem råmælken, så de er beskyttet mod sygdommen i de første kritiske uger af deres liv.
/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge
Dette er en artikel i en serie, hvor vi kigger nærmere på de sygdomme vi kan vaccinere vores hunde imod - næste gang ser vi på borreliose.