Mange hunde lider af separationsangst. Heldigvis kan du som ejer imødekomme problemet. (Foto: Shutterstock)

Separationsangst er en tilstand, hvor hunden reagerer uhensigtsmæssigt, når ejeren forlader den. Det er også en lidelse, der kan give samme symptomer, som andre alene hjemme-problemer. Symptomerne for separationsangst kan være mange og vidt forskellige, men de mest almindelige inkluderer: Hunden tisser og/eller har afføring indendørs Hunden ødelægger ting i hjemmet Hunden hyler eller gør Andre symptomer, der kan være tegn på separationsangst er: Manglende appetit Nedsat aktivitetslyst Depression Savlen Diarré og/eller opkast Hunden slikker sig mere Hunde med separationsangst vil også udvise meget voldsom glæde, når ejeren kommer hjem. Det bør noteres, at symptomerne ikke er specifikke for lidelsen, og derfor også kan optræde ved andre tilstande. Er der tale om separationsangst, skal symptomerne vise sig, når og ejer er adskilt. En kompliceret behandling Behandlingen af separationsangst er ikke simpel. Det kræver en stor indsats af ejeren, at ændre hundens adfærd, hvilket skal ske igennem adfærdsændrende øvelser, der afhænger af den enkelte hund og dennes symptomer. Øvelserne skal ske i hjemmet og kræver daglig træning. Det kan også være nødvendigt at anvende angstdæmpende medicin, indtil hundens adfærd er blevet tilpasset. En typisk misforståelse er, at det hjælper at få en hund mere, således den nye hund kan ”trøste” den gamle – men det er ikke tilfældet. Objektet for separationsangsten er ejeren, og derfor vil adfærden ikke ændre sig, ved at introducere en ny hund. At lære hunden at være alene den første time, er som regel den sværeste del. I starten kan du kun gå fra den i sekunder eller få minutter ad gangen. Lær også hunden, at dine rutiner ikke er farlige. Pak en taske, og pak den så ud igen, uden at efterlade hjemmet. Derved indser hunden, at der ikke er fare på færde. Ros rigeligt og beløn hunden, når den udviser ønsket adfærd. Hvordan opstår lidelsen? Der findes flere meninger om årsagen til separationsangstens opståen. En mulighed er, at den bliver grundlagt mens hvalpen er helt lille. En anden mulighed er, at lidelsen er arvelig, hvilket flere undersøgelser peger på. En tredje mulighed har miljøet som katalysator for lidelsen – herunder ejerens behandling af, og tilknytning til, hunden. Dyrlæger har længe grublet over, om overdreven kontakt og omsorg for hunden er indvirkende på udviklingen af separationsangst, men umiddelbart har denne teori intet på sig. Der synes heller ikke at være en sammenhæng mellem hundens race og dens tendens til at udvikle lidelsen. Kilde: netdyredoktor.dk