Sæson for hotspots

04-08-2016 12:04

Kasper Larsson

Når vejret er varmt og luften fugtig, er der større chance for hot spots – en hudlidelse hos hunde der opstår, fordi hunden rammes af en betændelsestilstand
Copyright Hunden.dk
Det er badesæson, men det desværre lig med fugtig pels. Det betyder, at en del hunde udvikler hot spots i det varme vejr. (Modelfoto: Shutterstock)

Hot spots kan opstå hele året, men sæsonen for hudlidelsen er i sommermånederne, hvor fugten og varmen er højest. Tilstanden opstår, fordi huden eller pelsen på den ene eller anden måde generer hunden, hvorefter hunden klør, kradser eller bider i området, hvor der dannes sår, og en betændelsestilstand opstår. Desto mere hunden klør sig og selv prøver at imødekomme problemet, desto værre bliver det. Et hot spot kan således vokse fra et lille lokalt område til et større og mere alvorligt problem på ganske kort tid. Det er meget smertefuldt for hunden at lide af hotspots, eller som tilstanden også kaldes; retriever-eksem, akut fugtig hudbetændelse eller sommersår. Lidelsen ses oftere hos hunde med problemer med ørene, analkirtlerne, hunde der har smerter på kroppen, eller har fugt i pelsen. Sidstnævnte ses især, når hunden har været en tur på stranden og badet i bølgen blå – specielt hos racer med tæt underpels. Hos disse racer har fugten svært ved at tørre helt, hvorfor der kan opstå kløe og irritation. Udover ovenstående muligheder kan lidelsen også forsages af lopper, allergi, parasitter og ræveskab. Racer der trimmes og klippes er også disponible overfor hot spots. Hvis din hund har fået et hot spot, eller du er i tvivl, så kontakt din dyrlæge og få ham til at stille diagnosen. Alt efter hvor slemt skaden er, vil behandlingen bestå af sæbebade, cremer, antibiotika eller binyrebarkhormon. Undgå hot spots Hvis du vil undgå, at din hund får problemer med hot spots, er der en række ting, du som ejer kan gøre. Hvis I har været en tur i skoven eller besøgt andre områder, hvor der er mulighed for at pådrage sig flåter eller parasitter, skal du tjekke hunden ved hjemkomst. Det er langt nemmere at fjerne flåter, inden de for alvor har bidt sig fast. Det er en god ide at børste hunden jævnligt i sommermånederne, for at fjerne den døde underuld. Denne uld kan være årsag til gener for hunden, der instinktivt vil klø og kradse i området og dermed risikere et hot spot. Hvis hunden har været i saltvand, er det en god ide at skylle hunden omhyggeligt, så der ikke sidder saltrester og irriterer huden. Husk også at tørre hunden grundigt efterfølgende. Slutteligt skal du dagligt tjekke din hund for små sår eller rifter. Hvis du finder et område, hvor hårene er klistrede og ildelugtende, kontakt da straks dyrlægen. Kilde: Dyrekassen.dk

Læs også

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout