Bjarke Kirkegaard Nielsen
Hun har allerede vundet flere danmarks- og verdensmesterskaber i lydighed, og så står hun bag det succesfulde InDog Elitecenter i Viborg, som lægger gulv til konkurrencer, træning og camps.
Nu kan Miriam Søndergaard så også kalde sig Dog training specialist of the year, idet hun har modtaget denne pris hos Corporate LiveWire Denmark Prestige Awards 2020, som hylder små og mellemstore virksomheder, der har gjort noget særligt i deres brancher.
– Jeg er meget beæret over at man har fået øje på os i Viborg, at man har lagt mærke til vi laver noget godt for hundesporten. Det betyder at vi stikker ud fra mængden på en positiv måde. Det gør mig selvfølgelig utrolig glad og stolt. Jeg er især stolt over at vores hundesport bliver anerkendt og ses i sammenhæng med andre prominente firmaer og gode tilbud i Danmark, siger hun til hunden.dk.
Netop nu arbejder Miriam på et onlineprojekt, hvor hun sammen med Neil Short viser, hvordan man fører en hund fra hvalp til Eliteklassen.
– Hele konceptet går ud på at vise hvordan vi bygger en hvalp op helt fra starten, med henblik på FCI3, altså eliteklassen, fortæller Miriam Søndergaard og fortsætter:
– Når man har erfaringen fra tidligere hunde, så starter man helt anderledes på ALT. Det synes jeg var en fantastisk ide at dele med andre. Og med to personers mangeårige erfaring er det bare win-win. Neil har mere end 30 års erfaring og jeg 24 år. Og jeg har ført tre hunde helt til tops på VM-niveau.
Stort tillykke til Miriam, og vi glæder os til at følge de spændende projekter hos InDog Elitecenter.