Dronningen af putning: Det bedste, Laika vidste om morgenen, var at ligge og putte og blive nusset, før dagens begyndelse. Lå jeg syg hjemme, lå hun også trofast ved min side. Det savner jeg rigtig meget. Der er ingen af mine nuværende hunde, der vil putte om morgenen – her er der fuld fart på, og jeg bliver i stedet vækket ved, at de går på mig. Foto: Privat

Da Mille Friis fik sin første labrador retriever, Laika, vidste hun ikke, hvor stor en betydning den hund skulle få. Hun købte i virkeligheden sin allerbedste ven – en hund, som ikke alene blev hendes følgesvend, men som åbnede døren til en verden af hundetræning, jagt og et fællesskab, hun i dag ikke kan forestille sig at undvære.

Laika og Mille startede i hvalpetræning og lydighed i Schæferhundeklubben og politihundeforeningen. Sammen stillede de op til små prøver, hvor de klarede sig flot og fik gode placeringer. For Mille var det både sjovt og hyggeligt at være en del af klublivet – og resultaterne gav kun endnu mere lyst til at fortsætte.

– Vores bånd var unikt. Laika ville bare mig, fulgte mig overalt og tilpassede sig til alt, fortæller Mille.

 
Klikkertræning ændrede alt

Trods succes på træningsbanen kæmpede Mille og Laika længe med ét stort problem: Laika ville ikke aflevere til hånd. Mange råd blev afprøvet uden held, og frustrationen voksede.

En dag fik Mille så en vejledning i klikkertræning, hvor indlæringen af aflevering til hånd var beskrevet trin for trin.

– Det virkede! Og faktisk rigtig hurtigt. Laika forstod metoden med det samme, og jeg elskede den måde at træne på, husker Mille.

Snart kunne Laika ikke bare aflevere til hånd, men også en lang række tricks: hun kunne spille død, rydde op, putte hovedet ned i en spand, gå rundt om en spand, give high five, gø på kommando, rulle rundt, hente kleenex ved ”atju” og meget mere.

– Vi havde en fest med at lære alle de her ting. Det var leg, men det var også en styrkelse af vores samarbejde, siger Mille.

Laika markerer flot under Nose Work. Hun var superskarp i disciplinen og har vundet flere rosetter. En gang troede jeg, at vi var helt ude af præmierækken – men til sidst stod vi som vindere. Foto: Privat

Mødet med jagttræningen

Da Mille kunne se, hvor meget Laika elskede at apportere, voksede tanken om at prøve det, labradoren oprindeligt er avlet til: jagt. Hun meldte sig til jagttræning – som kvinde og med en hund fra udstillingslinjer, klikker og godbidstaske.

– Jeg kan stadig se for mig, hvordan jeg blev mødt den første dag. De andre var erfarne mænd, som gik på markprøver. Jeg tror ikke, de helt vidste, hvad de skulle tænke. Men Laika og jeg endte med at overraske dem alle, fortæller Mille.

De blev hurtigt blandt de dygtigste på holdet, og Mille stillede Laika i flere markprøver. Men hun opdagede også, at hendes nerver og prøvesituationen ikke var det rette match. Jagten til gengæld – den var perfekt.

Læs også: Fra panik til lettelse ved DM i schweissspor

 
En lærerig oplevelse i marken

En jagtdag lærte Mille en lektie, hun aldrig glemmer. Hun stod og trænede ro med Laika, da en fugl blev anskudt. Alle råbte: ”Send din hund!”

– Laika havde set fuglen og rejst sig. Jeg valgte at sende hende, selv om hun ikke var i den rolige tilstand, jeg ønskede. Hun kom tilbage med fuglen, men læringen var klar: hun havde lært, at uro kan betale sig. Og jeg havde lært, at man aldrig skal sende en hund, hvis den ikke er der, hvor man vil have den. Den læring tager en hund altid med sig, fortæller Mille.

Hun blev mere og mere opslugt af jagttræningens krav til lydighed og selvkontrol. Labradoren kaldes ofte en ”hente/vente-hund”, og det passer godt: hunden skal sidde roligt ved skytterne, markere hvor fuglene falder og kun hente, når føreren giver signal.

Laika viste altid sit store sind. Her passer hun Pippis hvalpe, hvor hun både opdrager, underholder og skaber tryghed. Foto: Privat

Fra hundeejer til opdrætter og træner

Med Laika begyndte Mille at arbejde målrettet med jagttræning og samtidig at udbrede budskabet om positiv træning.

– Jeg ville vise, at det er muligt at lære en hund at apportere og aflevere til hånd med godbidder. Det var min mission, fortæller hun.

Hun blev også opdrætter og begyndte at udvide flokken med jagtlinjer af labradoren. Det gav hende nye udfordringer og nye muligheder for at leve passionen fuldt ud.

Dejlig strandtur med flokken, som primært består af, at hunde må være hunde, lidt søgearbejde i det høje græs på skrænterne og selvfølgelig at få taget modelbilleder. Kravet for at være hund på stranden er, at man kommer på sit hjemkald og går pænt i snor, når vi møder andre på vores vej. Foto. Privat

En vinterdag med LilleLort

Da Laika blev ældre og ikke længere kunne være med på de store jagter, trådte yngre hunde ind på scenen – blandt andre LilleLort, som i dag er en af Milles faste jagtkammerater.

En af de jagtdage, Mille aldrig glemmer, startede tidligt en frostklar morgen med sne, der dalede i store hvide fnug. Hun og LilleLort ankom til jagthytten, fik plads ved morgenbordet og gjorde sig klar til dagens såter.

– Jeg elsker, når jeg er afsted med mine jagtveninder. Det sociale er en kæmpe del af det hele, siger Mille.

Læs også: Fra HUNDEN: Raceportræt af den livsglade labrador retriever

LilleLort stod rank ved Milles side, med sin højre forpote hvilende på Milles støvle – en vane, hun havde lært. Da såten gik i gang, arbejdede hundene intenst med at finde anskudte fasaner i sneen.

– Da LilleLort efter et langt søg endelig kom tilbage med en anskudt fasan i munden, kunne jeg mærke lettelsen helt ind i kroppen. Det var et af de øjeblikke, der giver én kuldegysninger, siger Mille.

 
Selvkontrol og samarbejde

En af dagens udfordringer var en åben mark, hvor fuglene faldt lige foran hundene. Her skulle de mestre al den selvkontrol, de havde lært.

Mille og hendes veninder lod bevidst fugle ligge tæt på deres egne hunde og signalerede til hinanden, så de kunne sende hundene på kryds og tværs. På den måde fik de trænet både selvkontrol, dirigering og lange apporteringer.

– Det er fantastisk, når vi kan hjælpe hinanden sådan. Men der er også dem, der sender deres hunde på alt – og det kan være frustrerende. Derfor er det en god idé at gå på jagt med de samme mennesker, fortæller Mille.

 
Et værdigt farvel

Efter 13 år sammen kom dagen, hvor Mille måtte tage afsked med Laika. Kroppen kunne ikke mere.

– Det var den hårdeste beslutning, jeg nogensinde har taget. Men samtidig det fineste, fordi vi kunne give hende lov til at tage herfra med værdigheden i behold, før livet blev for tungt. Hun var min allerbedste ven, siger Mille.

Laika. Det fjæs siger det hele! Hele hendes verden var sammen med mig. Her er hun med som hvalpesitter til en afsluttende prøvedag, for alle de jagthold jeg gik på. Jeg ankom med otte hvalpe og fem voksne hunde. Foto. Privat

Minderne lever videre

Selv om Laika ikke er her længere, lever hendes arv videre i Mille, i de hunde hun træner, og i de oplevelser hun har sammen med LilleLort og resten af flokken.

– Hun var årsagen til, at jeg blev hundetræner, hundenørd og opdrætter. Hun introducerede mig til jagt og til alt det, jeg i dag brænder for. Minderne bærer jeg med mig altid, siger Mille.