Bjarke Kirkegaard Nielsen
I 2005 vandt Jakob Sveistrup det danske melodi grand prix med sangen, Tænder på dig. Lørdag 28. maj kan selv samme hr. Sveistrup opleves til Crazy Dog Days, der er nyeste påfund fra Lotte Höhrmann og Torben Lund.
Og det er ikke helt tilfældigt, at netop Jakob Sveistrup skal synge til det store hundeevent. Han er nemlig et rigtigt hundemenneske, så han passer rigtig godt ind i konceptet.
– Jeg glæder mig. Artsfæller kan man vel kalde os, når jeg skal optræde for hundemennesker, som jeg i den grad selv også er. Så det bliver fedt, fortæller Jakob Sveistrup og fortsætter:
– Jeg har altid selv haft hund. Min første helt egen hund var en fin golden retriever, som jeg forærede min bedre halvdel i morgengave efter vi var blevet gift. Men i dag ligger kærligheden hos racen australian shepherd. Det er en enormt aktiv race med utrolig omsorg qua dens hyrdeinstinkt. Den passer på os.
Lige nu har familien Sveistrup deres anden tæve i racen, og den er en stor del af familien.
– Hun hedder Holly og er en blue merle. Hun er et medlem af familien og er med over alt, hvor det er muligt, siger han og fortsætter:
– . For mig er det at have hund en helt naturlig ting. Vi omgiver os med dyr generelt, da vi får enormt meget ud af det. En hund giver dig 1000 gange igen hvad du giver den. Så den fylder, på den gode måde, rigtigt meget i vores liv. Holly er godheden selv, ikke den klogeste hund vi har haft, men klart den kærligste.
Vi glæder os til at opleve Jakob Sveistrup til Crazy Dog Days.