IDC World Championship Show 2026 – en weekend vi aldrig glemmer

22-09-2026 15:30

Hanne Lundahl

Flere års arbejde kulminerede i en weekend på Gram Slot med hunde, internationale gæster, gallamiddag og store finaler. Dansk Dobermann Klub ser tilbage på IDC World Championship Show 2026.

Copyright Hunden.dk
IDC World Championship Show 2026 samlede Dobermann-entusiaster fra flere lande på Gram Slot. Bag weekenden lå flere års planlægning, frivilligt arbejde og en lang række praktiske detaljer.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når man står i finaleringen søndag eftermiddag, musikken spiller, vinderne kommer ind, nationalsangene lyder, og mennesker langs ringsiden synger og danser med, er det næsten svært at forstå, hvor mange års arbejde der ligger bag netop det øjeblik.

For Dansk Dobermann Klub begyndte historien om IDC World Championship Show 2026 på Gram Slot nemlig flere år tidligere.

Tre-fire års arbejde bag én weekend

Oprindeligt skulle Danmark have været vært tidligere, men corona ændrede planerne, og arrangementet blev flyttet. I mellemtiden ændrede vores bestyrelse sig også, og da arbejdet for alvor begyndte igen, var det derfor med nye mennesker, nye tanker og nye idéer.

I dag består bestyrelsen af Hanne Lundahl, formand, Madeleine Steen, næstformand og avlsansvarlig, Charlotte U. Nielsen, kasserer, samt Lene Andersen, sekretær og sponsoransvarlig.

Copyright Hunden.dk
IDC World Championship Show 2026 samlede Dobermann-entusiaster fra flere lande på Gram Slot. Bag weekenden lå flere års planlægning, frivilligt arbejde og en lang række praktiske detaljer.

Vi er kun fire personer, og det er os fire, der gennem de seneste år har stået med hovedansvaret for at få alle brikkerne til at falde på plads.

Og der er mange flere brikker, end man forestiller sig.

Sponsorer skulle findes. Økonomien skulle hænge sammen. Tøj skulle designes, bestilles og trykkes. Pokaler skulle udvikles og fremstilles. Bannere, plancher og skilte skulle laves. Der skulle findes hjælpere, ringpersonale, boder og underholdning, og der skulle være styr på overnatning, mad, parkering, sekretariat, dommere og deltagere.

Copyright Hunden.dk
Pokalerne blev specialudviklet og fremstillet til arrangementet. Foto: Wiegaarden /Rinnie Ilsøe

Samtidig ønskede vi ikke bare at lave endnu en stor hundeudstilling. Vi ville gerne skabe en oplevelse – og meget gerne en oplevelse, hvor vores udenlandske gæster også kunne mærke, at de var kommet til Danmark.

Og midt i det hele havde vi allerede gennemført endnu et verdensmesterskab, IDC IGP VM, med stor succes.

Så da det var overstået, var der ikke ligefrem ferie. Nu ventede IDC Show.

Gram Slot blev vores hjem

Gram Slot blev rammen om dagene, og det viste sig at være et fantastisk valg.

Vi havde lejet alle værelserne, og både Gram Slot og medarbejderne omkring os gjorde en stor indsats for at få det hele til at fungere. Selvfølgelig er der små indkøringsproblemer, når man kommer med et arrangement, de ikke tidligere har prøvet, men de tog udfordringerne med godt humør og fandt løsninger sammen med os.

Og maden…

Den fortjener næsten sit eget kapitel.

Copyright Hunden.dk
Fredericias bormester, Peder Tind overværer åbningstalen af IDC-præsidenten. Foto: Lene Andersen

En af de ting, der gjorde forplejningen på Gram Slot til noget særligt, var de økologiske råvarer og den friskhed, der prægede maden gennem hele opholdet.

Fra morgenmaden og dagens øvrige måltider til den store gallabuffet blev der serveret frisklavet mad, og det kunne ganske enkelt smages. Det var mad lavet på gode råvarer, og meget af det tog udgangspunkt i god, traditionel dansk mad og husmandskost.

Det behøver ikke være kompliceret for at være fantastisk. Når råvarerne er friske og tilberedt ordentligt, får selv de enkle retter en helt anden smag.

Det blev faktisk en del af hele oplevelsen på Gram Slot og noget, vi efterfølgende har talt meget positivt om.

Fredag – kongres, spøgelser og de sidste forberedelser

Fredag havde vi den internationale IDC-kongres med knap 40 deltagere fra de forskellige medlemslande.

Her blev der diskuteret stort og småt om vores internationale samarbejde, nye medlemmer, kommende arrangementer og de emner, der optager Dobermann-verdenen.

Copyright Hunden.dk
Et udpluk af pokalerne fra Dobermanns udstilling i Gram. Foto: Lene Andersen

Også her stod Gram Slot for forplejningen. Denne gang fik vi rugbrødslagkage sammen med kaffe og te – igen noget meget dansk, som vi kunne præsentere for vores internationale gæster.

Efter kongressen kom dommerne med på en rundvisning på selve Gram Slot.

Og her blev historien pludselig lidt mere mystisk.

Vi hørte blandt andet om en gammel blodplet, som efter sigende aldrig helt har kunnet fjernes, og vi stod foran gamle malerier, hvor øjnene næsten syntes at følge os, når vi bevægede os fra side til side.

Det var både spændende, lidt mærkeligt – og faktisk ret sjovt.

Men mens nogle kunne begynde at tænke på aftensmad og deres senge, var arbejdet bag kulisserne ikke slut.

Deltagerposer skulle pakkes, materialer skulle gøres klar, og de sidste detaljer til næste morgen skulle falde på plads. Flere aftener endte derfor temmelig sent for bestyrelsen.

Sådan ser et verdensmesterskab også ud.

Copyright Hunden.dk
Dommerne blev hentet ved slotskroen i hestevogn. Foto: Lene Andersen

Lørdag – nu begyndte det

Lørdag morgen kom et af de øjeblikke, vi havde glædet os rigtig meget til.

Dommerne blev hentet ved Slotskroen i hestevogn. Foran gik pigegarden spillende, og hele optoget bevægede sig ned mod udstillingspladsen.

Vejret havde bestemt ikke tænkt sig at gøre det nemt for os. Regn og blæst blev en trofast følgesvend gennem weekenden.

Copyright Hunden.dk
Foran hestevognen sørgede pigegarden for at sætte den musikalske stemning. Foto: Lene Andersen

Men lige dér gjorde det næsten ingenting.

Ved den officielle åbning blev der holdt taler, blandt andet af Kjeld Thrane, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Haderslev Kommune, som leverede en fantastisk og engageret åbningstale med stor interesse for vores race og for det aktive foreningsliv omkring sport og dyr.

Også præsidenten for den internationale Dobermannklub bød officielt velkommen.

Imens ventede hestevognen og pigegarden, inden de igen kunne spille sig ud fra pladsen.

Det var festligt. Det var dansk.

Og nu var IDC World Championship Show 2026 for alvor i gang.

Tre ringe – og et kæmpe arbejde bag resultaterne

Herefter begyndte bedømmelserne i de tre ringe med dommerne Hanne Lundahl, Armin Hoppe og Thomas Becht.

Noget af det, vi måske allerhelst vil fremhæve fra selve bedømmelserne, er vores fantastiske ringstewarder og ringsekretærer.

Copyright Hunden.dk
Pokaler fra IDC VM i Gram. Foto: Lene Andersen

IDC-reglerne er ikke identiske med DKK’s normale udstillingsregler. Hundene skulle blandt andet opdeles efter farve, og vi kunne ikke bare læne os op ad det elektroniske system, som normalt bruges.

Derfor skulle der holdes styr på klasser, farver, placeringer og resultater manuelt – og alt skulle selvfølgelig være korrekt.

Det kræver mennesker, der ved, hvad de laver.

Og det havde vi.

Vores ringpersonale var simpelthen fantastisk. De havde styr på tingene, bevarede overblikket og gjorde samtidig noget mindst lige så vigtigt: De var i godt humør.

Der var liv i ringene. Der blev grinet, talt og skabt en god stemning, og det kunne mærkes både som dommer og som tilskuer.

En kæmpe tak til dem.

En gallaaften, vi sent glemmer

Efter lørdagens bedømmelser ventede gallamiddagen.

Omkring 150 mennesker var samlet, og Gram Slot havde lavet en stor buffet til os. Igen var det forholdsvis traditionel dansk mad – lavet på gode, økologiske råvarer – og igen smagte det helt vidunderligt.

Men vi havde selvfølgelig også fundet på lidt andet.

Copyright Hunden.dk
Brun IDC Siegerin 2026 Foto: Wiegaarden /Rinnie Ilsøe

Vi havde inviteret komikerne Kosmonauterne til at underholde.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Mikrofonanlægget drillede os lidt, og lyden var ikke altid helt, som vi kunne have ønsket os.

Men folk grinede.

Og det er vel den vigtigste måleenhed for komik.

Bagefter tog vores DJ over, og så blev der spillet og danset, indtil Gram Slot til sidst lukkede og slukkede.

Det blev præcis den hyggelige aften, vi havde håbet på.

Og så var det hjem og gøre klar til søndag.

Copyright Hunden.dk
Sort IDC Siegerin. Foto: Wiegaarden /Rinnie Ilsøe

Søndag – finaledagen

Søndag fortsatte bedømmelserne, inden det hele skulle kulminere i den store finale.

Og nu blev der skruet op.

Musikken fyldte pladsen. We Are the Champions, ABBAs The Winner Takes It All og andre numre satte stemningen, mens vinderne blev kaldt frem. Nationalsangene blev spillet, når de store vindere stod på podiet med deres pokaler.

På et tidspunkt stod folk langs ringsiden ligefrem og dansede med.

Copyright Hunden.dk
Brun IDC Sieger. Foto: Wiegaarden /Rinnie Ilsøe

Det var dejligt at se.

For sandheden er også, at dette IDC blev anderledes end det, vi oprindeligt havde forestillet os.

Kort før arrangementet opstod den store usikkerhed omkring den nye virus, som havde ramt Dobermann-miljøet i dele af Europa. Det førte til stor bekymring og mange afbud, og vores deltagerantal blev omtrent halveret.

Copyright Hunden.dk
Soret IDC Sieger. Foto: Wiegaarden /Rinnie Ilsøe

Det var selvfølgelig en stor skuffelse efter flere års arbejde.

Men vi forstod også bekymringen. Vores hunde betyder alt for os, og når der opstår usikkerhed omkring sygdom, reagerer mennesker naturligt.

Vi havde et godt samarbejde med Fødevarestyrelsen og fulgte deres anbefalinger, så arrangementet kunne gennemføres forsvarligt. Vi tog de nødvendige forholdsregler og gjorde, hvad vi kunne for at skabe tryghed omkring arrangementet.

Og IDC blev gennemført.

Ikke med det deltagerantal, vi havde drømt om – men med en stemning, vi godt kan være stolte af.

Copyright Hunden.dk
Dommere og IDC-bestyrelsen. Foto: Wiegaarden /Rinnie Ilsøe

Regn, blæst – og en fotograf, der blev stående

Vejrguderne fortsatte med at teste os.

Regnen kom og gik. Det blæste. Bannerne på vores store baggrund af halmballer begyndte til sidst at få deres eget liv, og blomsterne så efterhånden lidt mere trætte ud, end da vi startede.

Boderne havde bestemt heller ikke fået den letteste weekend. Faktisk havde vi i bestyrelsen så travlt, at jeg personligt næsten ikke nåede rundt og hilse ordentligt på dem.

Men fotografen var der.

Rinnie fra WIEGAARDEN stod klar og dokumenterede det hele – også når vejret absolut ikke var fotovenligt.

Det er vi utrolig glade for i dag. For når arbejdet er overstået, teltene er væk og den sidste bil har forladt Gram, er billederne med til at bevare alle de øjeblikke, som ellers forsvinder så hurtigt.

De store pokaler kom også til deres ret. De var blevet fremstillet individuelt til arrangementet efter vores ønsker, og det var en fornøjelse at se vinderne få dem med hjem.

Og så blev det mandag…

Når publikum tager hjem efter finalen, er verdensmesterskabet slut.

Men ikke for arrangørerne.

Mandag morgen skulle dommerne sendes sikkert hjem igen. Nogle skulle til lufthavnen, andre til togstationen i Flensborg, og når flere skal afsted samtidig i hver sin retning, kræver det lidt kreativ logistik. Ét par måtte derfor sendes afsted i taxa.

Mens jeg kørte dommere, tog Madeleine, Lene og min mand Per den hårde tørn på Gram med oprydning, telte og alt det andet, der skulle pakkes sammen.

Og langsomt begyndte pladsen igen at ligne sig selv.

Først dér kunne vi næsten begynde at forstå, at det var overstået.

Det gør man ikke alene

Efter sådan nogle dage står én ting meget tydeligt tilbage:

Et verdensmesterskab bliver aldrig skabt af fire mennesker alene.

Derfor skal der lyde en kæmpe tak til alle vores sponsorer, som gjorde det økonomisk muligt og sørgede for de mange flotte gaver og præmier.

Tak til vores hjælpere og vores fantastiske ringpersonale.

Tak til alle de mennesker, som arbejdede før, under og efter arrangementet.

Og en særlig tak til de mennesker fra blandt andet Schæferhundeklubben og Belgierklubben, som kom og gav en hånd med. Det betyder utrolig meget, når mennesker fra andre specialklubber træder til og hjælper, bare fordi de ved, hvor meget frivilligt arbejde sådan et arrangement kræver.

Tak til Rinnie og WIEGAARDEN, som sørgede for, at minderne blev foreviget.

Tak til deltagerne, som trods usikkerhed, regn og blæst kom til Danmark og var med til at skabe weekenden.

Og en meget stor tak til Gram Slot og alle deres medarbejdere. I tog imod os, vores hunde og vores lidt usædvanlige ønsker og var med til at gøre IDC World Championship Show 2026 til den oplevelse, vi havde håbet på.

Copyright Hunden.dk
Glæde, da trofæet endelig fandt vej til vinderen. Foto: Lene Andersen

Fra formanden – tak

Til sidst vil jeg gerne have lov til at gøre denne tak lidt personlig.

Jeg vil gerne sige en kæmpe tak til min bestyrelse.

Madeleine, Charlotte og Lene – I ved, hvor mange timer der ligger bag det her. I ved, hvor mange problemer der er blevet løst undervejs, hvor mange beskeder der er blevet sendt, hvor meget der er blevet pakket, flyttet, bestilt, ændret og organiseret.

Det har været hårdt.

Inden for kort tid har vi gennemført to verdensmesterskaber og samtidig arbejdet med VM-kvalifikationerne til næste år.

Nu trænger vi faktisk til en pause.

Men når jeg ser tilbage på Gram Slot, husker jeg ikke kun arbejdet.

Jeg husker hestevognen og pigegarden. Jeg husker mennesker, der grinede under gallamiddagen. Ringpersonalet, der fik det hele til at fungere. Regnen. Bannerne, der næsten fløj deres vej. De flotte hunde. Musikken, der blev skruet op. Folk, der dansede langs ringsiden. Vinderne på podiet med deres pokaler.

Og jeg husker følelsen søndag, da vi kunne se, at trods alle de udfordringer, vi havde mødt undervejs, var det lykkedes.

Vi gjorde det.

På vegne af Dansk Dobermann Klub – tak til alle, der var med til at gøre IDC World Championship Show 2026 i Danmark til en weekend, vi aldrig glemmer.

Hanne Lundahl
Formand, Dansk Dobermann Klub

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout