Tine Luther
- Vi ønsker med vejledningen at minimere forbruget af antibiotika på sigt, så vi kan bibeholde effekten af de antibiotika, vi har, og behandle dyrene så målrettet som muligt. Sådan siger formanden for Den Danske Dyrlægeforenings Sektion vedrørende Hund, Kat og Smådyr, Karina Ryborg, i anledning af, at foreningen netop har udsendt Antibiotikavejledning til familiedyr. Stigende fokus på resistensproblematikken Målet med vejledningen er at give de praktiserende dyrlæger et bedre redskab i valget af behandlinger, der indbefatter antibiotika. Baggrunden er et stigende fokus på resistensproblematikken, der også er relevant i forhold til behandlingen af kæledyr. - Vejledningen er den første af sin art herhjemme, og den er først og fremmest en guide, som kan hjælpe dyrlæger til at opnå bedst mulig klinisk respons med mindst mulig udvikling af resistens, fortæller Karina Ryborg. Midlerne bliver virkningsløse Det er i sundhedsfaglige kredse anerkendt, at der er en klar sammenhæng mellem en udbredt brug af antibiotika og risikoen for, at der dannes resistens mod bestemte typer af antibiotika, hvorved de bliver virkningsløse. Imidlertid er resistens ikke kun et problem i forhold til behandlingen af mennesker. Også behandlingen af vores dyr vil blive vanskelig med stigende resistens, og lykkes behandlingen ikke, risikerer dyret at dø (fordi det må aflives). Derfor er en målrettet, strategisk anvendelse af antibiotika nødvendig. Det har den veterinære verden længe haft fokus på, og med Antibiotikavejledning til familiedyr er der nu et endnu bedre redskab i behandlingen af hunde og katte. Kilde: Den Danske Dyrlægeforening