Bjarke Kirkegaard Nielsen
5000 kroner i dusør for at finde Trine. Sådan lød et opslag på Facebook om den et år gamle golden retriever Trine. Hunden var flygtet nytårsaften, da den var blevet forskrækket over bragene på himlen, og siden havde ingen set den.
Nu er Trine heldigvis hjemme igen. Hun sad hun på en terrasse hos et ungt par ved Kristiansminde Strand tirsdag klokken 12.30. De ringede til Trines ejere, som så kunne komme og hente hende hjem igen.
Parret fik naturligvis de lovede 5000 kroner, men de er ikke de eneste, er har forsøgt at få fat på dusøren. For mens Trine var væk, blev ejerne kontaktet af en mand, som hævdede at have Trine, og at han ville fortælle, hvor hun var, hvis de overførte de 5000 kroner. Heldigvis faldt parret ikke for denne skrupelløse afpresning.
– Vi kan slet ikke forstå, hvorfor nogle mennesker kan finde på at ringe med sådanne uærlige hensigter, skriver familien til Ekstra Bladet.