Bjarke Kirkegaard Nielsen
Så er Danmarksmesterskabet i lydighed afgjort. Masser af flotte præstationer på banerne ved Vilhelmsborg blev belønnet med præmier, da eftermiddagen var ved at blive til aften.
I Eliteklassen, som er den bedste i landet, endte Helle Vittrup Thomsen øverst på skamlen med sin border collie Tiffi.
- Jeg er simpelthen bare så stolt af hende, lød det fra en glad Helle Vittrup Thomsen, da hun og Tiffi var blevet kåret som nye Danmarksmestre.
Det er anden gang de to er blevet Danmarksmestre, og Helle Vittrup Thomsen mener da også, at Tiffi er en helt speciel hund.
- Hun er så dygtig. Nogle gange er det som om, hun kigger på mig og siger, at jeg slet ikke behøver gå med ind i ringen, for hun har styr på alle øvelserne, fortæller hun og afslører, at der er ting, man skal arbejde med, selvom man er landets bedste lydighedshund.
- Hun kan godt køre meget op i konkurrencer, og derfor har jeg arbejdet meget på at styre hende. Så er det jo bare helt vildt, at det hele lykkes til et DM, lyder det fra den glade Danmarksmester.
Siri Renée Richter Jungersen og Bonus blev nummer to, mens Simone Holdensgaard og Rayder tog sig af tredjepladsen.