Kasper Larsson
Danmarks største musikfestival afholdes i disse dage i Roskilde. Fest og glade dage præger byen, når de tusindvis af unge mennesker indtager teltpladserne. Men i takt med at indtaget af øl stiger, så falder nogle af festivalgæsternes fornuft og medfølelse. For flere af naboerne er festivalen derfor knap så festlig. Dyrenes Beskyttelses har et internat placeret i forlængelse af Roskilde festivalen, og har i løbet af festivalens start ved flere lejligheder oplevet grænseoverskridende opførsel fra festaberne. – I morges kaldte nogle festivalgæster hundene, der gik i de udendørs hundegårde til sig, og så begyndte de at tisse efter dem. Det er forkasteligt, siger dyreværnschef Henrik Buchholdtz til Ekstra Bladet. Til fare for hundene Desuden oplever internatet, at festivalgæsterne kaster skrald over hegnet til hundegårdene når hundene to gange dagligt lukkes ud for at blive luftet. Alt fra plastik, dåser og madrester får turen over hegnet, og det bekymrer Henrik Buchholdtz. – Vi er særligt opmærksomme på madrester, som f.eks. kyllingeskrog eller andre ben, for det kan hundene ikke tåle. De 33 hunde, der pt. er indlogeret på internatet, mærker også til festivalen på andre måder. De mange gæster vil ofte snakke med hundene. Sammen med den høje musik påvirker det hundene, der bliver mere stressede. Henrik Buchholdtz pointerer over for Ekstra Bladet, at han agter at diskutere sagen med arrangørerne ved festivalens afslutning. Kilde: Ekstrabladet.dk