Cecilie Friis Amstrup
En ny undersøgelse, udført for Agria Dyreforsikring, viser en social tendens, hvor kæledyr spiller en stadig mere central rolle i danskernes liv.
Både hunde- og katteejere drager sammenligninger mellem at have et kæledyr og at have et barn. Der er dog flere katte- end hundeejere, som vurderer, at den følelsesmæssige forbindelse, de har til deres kæledyr, kan matche den, man har til et barn.
– Det faktum, at et kæledyr tilbyder ubetinget kærlighed og loyalitet, er noget, som både hunde- og katteejere fremhæver som en af de største fordele ved at have dyr. På samme måde som børn fylder også kæledyr danskernes hjem med liv og glæde og et overvældende flertal af kæledyrsejere føler, at deres kæledyr skaber et dynamisk og positivt hjemmemiljø, forklarer Lotte Evers, marketingchef i Agria Dyreforsikring.
Ubetinget kærlighed og loyalitet
Både hunde- og katteejerne fremhæver, at ubetinget kærlighed og loyalitet er nogle af de største fordele ved at have et kæledyr. Desuden oplever 72% af hundeejerne og 75% af katteejerne, at deres kæledyr hjælper dem med at skabe rutiner i deres hverdag, men også at dyrenes tilstedeværelse kræver, at de tager ansvar, hvilket kan bidrage til øget stabilitet og trivsel i livet.
Der, hvor hunde- og katteejernes svar viser de største forskelle, er i forhold til, hvorvidt kæledyret bidrager til mere fysisk aktivitet og udendørsaktiviteter samt interaktion med nye sociale kontakter:
– For mange hundeejere virker hunden som en brobygger, der giver mulighed for småsnak med andre hundeejere og naboer, hvilket øger livskvaliteten og mindsker følelsen af ensomhed, forklarer Lotte Evers.
Økonomi og karriere frem for børn
På spørgsmålet om hvorvidt et kæledyr kan erstatte et barn, svarede hhv. 61% af hundeejerne og 57% af katteejerne nej. Men når man kigger nærmere på, hvordan dyreejerne i forskellige aldersgrupper besvarer spørgsmålet, ser billedet pludselig anderledes ud:
Blandt de 18-39-årige kæledyrsejere er det 56%, som svarer, at hund eller kat helt eller til en vis grad kan være et alternativ til at få børn. Blandt de 40-54-årige er det kun 37%, der er af den overbevisning. Blandt de 55-74-årige svarer 33% ja til at kæledyr helt eller delvist kan erstatte børn.
– Valget om at få et kæledyr i stedet for et barn er påvirket af mange forskellige faktorer, men især økonomisk usikkerhed og prioritering af job og karriere kan få nogle til helt at vælge børn fra eller til at udsætte valget til længere ude i fremtiden. Undersøgelsen viser, at samfundets normer er under forandring, og at der er en øget forståelse for, hvor meget vores kæledyr betyder for os – og det gør det mere accepteret at vælge kun at dele sit liv med kæledyr.
Undersøgelsen viste i øvrigt:
Undersøgelsen blev udført af Xtreme på vegne af Agria i december 2024. 610 danske hunde- og katteejere bidrog med svar.