En overraskende afskedsgave

21-02-2019 15:00

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Da tidligere håndboldspiller og nuværende træner i KIF Håndbold havde sidste kamp som træner for det ungarske hold, Siófok, fik han en noget særpræget afskedsgave

Copyright Hunden.dk
Foto: KIF Håndbold
Nyheden fortsætter efter annoncen

I februar 2018 fik håndboldtræner Lars Rasmussen besked om, at hans ungarske klub Siófok ikke ønskede at forlænge kontrakten med ham. Han var helt indforstået med beslutningen og var opsat på at slutte sæsonen af på bedste vis.

– Det er jo altid en lidt underlig følelse, men vi spillede sæsonen færdig, og det gik rigtig godt. I maj havde vi sæsonens sidste kamp. Det var på hjemmebane og vi vandt, fortæller Lars Rasmussen.

Når en sæson slutter, er det kutyme, at de, der forlader klubben, får en gave. I Danmark plejer man at få en stor buket blomster og en håndfuld kærlige kram. Sådan gik det ikke for Lars Rasmussen i Ungarn.

Hva' satan
– Da det blev min tur, blev lyset i hallen slukket. Hva’ satan, tænkte jeg. Jeg vidste jo godt, at jeg skulle have en gave, og jeg vidste også, at de faktisk havde fortrudt, at de ikke forlængede med mig, men jeg var slet ikke med på, hvad der skulle ske, fortæller han og fortsætter:

– Speakeren takkede for et godt arbejde. Det bedste i klubbens historie, og som tak ville de give mig den ultimative takkegave. Så kom præsidenten ind med et rødt tæppe. I det røde tæppe ligger der et eller andet sort, som jeg først tror er en bamse. Men til min store forskrækkelse viste det sig at være en hundehvalp, en puli, lyder det fra den karismatiske hånboldtræner.

Der stod han så midt i håndboldarenaen med 2000 tilskuere og på direkte ungarsk tv og skulle tage imod denne hundehvalp.

– Min første tanke var at sige tak men nej tak, for det kunne jeg da ikke. Jeg elsker hunde, men det er altså ikke noget, man bare giver i gave. Jeg tror, det er en af de gange, jeg har været tættest på at gå i chok, indrømmer han.

Forsinket hjemrejse
Mens han stod med sin nye hundehvalp i hænderne, fik han spørgsmålet om, hvad den skulle hedde. Fantasien rakte ikke til andet end at forkorte klubnavnet, hvorfor pulien fik navnet Sio.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer. Dernede er det åbenbart den største kærlighedserklæring at give en hundehvalp. Det anede jeg jo ikke, siger han.

Efter kampen var det meningen, at Lars Rasmussen skulle hygge sig med holdet, men klubbens kærlighedserklæring krævede, at han havde en masse praktiske ting, der skulle klares.

– Den var jo hverken blevet vaccineret eller havde hundepas, så alt det skulle vi have ordnet. Vi skulle have været med et fly hjem torsdag, da min kæreste skulle hjem og arbejde, men det kunne vi ikke komme, da hunden ikke havde de ting, den skulle, fortæller han.

Parret tog hunden til dyrlæge, som forsikrede dem om, at hunden var i god form og alt var ok. Den fik de nødvendige papirer og vaccinationer, og lørdag var de så endelig klar til at vende snuden mod Danmark.

– Men så blev vi afvist i flyveren, da vi ikke havde det rigtige bur til den. Så måtte vi finde sådan et, og så endte det med, at vi først kom med et fly mandag, husker Lars Rasmussen.

Tilbage i Danmark
Hjemme i Danmark kom lille Sio igen til dyrlægen, og alt var i den skønneste orden, og i dag lever hun et dejligt hundeliv hos Lars, kæresten og kærestens hund.

– Hun er en rigtig livlig hund, og hun er blevet mit lille barn, som jeg er rigtig glad for, indrømmer han.

Så i dag glæder han sig over gaven, men der var en onsdag aften i Ungarn, hvor han ikke synes, det var verdens bedste gave.

– Jeg er jo kæmpe Liverpoolfan, altså virkelig virkelig stor Liverpoolfan. Præsidenten fortalte mig så samme aften, at han havde overvejet at give mig VIP-billetter til Champions League finalen mellem Liverpool og Real Madrid, men bestemte sig for, at hunden var en bedre ide. Den aften var jeg noget skuffet over ikke at have fået de billetter, men i dag er jeg lykkelig for, at jeg fik Sio.  

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout