Bjarke Kirkegaard Nielsen
I Danmark går mange sportsfans med kløe i fingrene for at få lov at klappe i takt og komme med store følelsesudbrud af andet end fjernsynet, når de danske håndboldherrer spiller VM.
Fodboldstadions og håndboldhaller står lige så tomme som skolerne.
I USA har man nu taget et helt nyt våben i brug for at få tilskuere på lægterne. Således lod man i Miami to coronahunde sniffe til 2000 tilskuere, inden de blev lukket ind i baskethallen, hvor stjernerne fra Miami Heats og LA Clippers tørnede sammen.
Coronahunde er med held brugt i flere lufthavne rundt om i verden, men det er ikke noget, man forventer at gøre brug af i Danmark.
Vi har tidligere spurgt Sundhedsminister Magnus Heunicke (S), om ikke det kunne være en ide at bruge coronahunde i kampen mod corona.
Vi fik følgende svar i en mail:
– Aktuelt er der ikke planer om at anvende hunde som et aktivt element i den danske testindsats. Når det er sagt, arbejder vi løbende på, at vi i Danmark har den bedst mulige test- og smitteopsporingsindsats. I den forbindelse kigger vi også på udenlandske erfaringer med nye og alternative metoder, som vi følger med interesse.
Så umiddelbart ser det ikke ud som om, vi kan fylde forårets superligastadions med gennemsniffede tilskuere.