Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Stambogen flytter ind på telefonen
DKK’s stambog bliver nu digital som udgangspunkt.
Fra sommeren 2026 modtager opdrættere og hundeejere som udgangspunkt stambogen som en certificeret PDF via e-mail. Den digitale stambog indeholder de samme oplysninger som den printede udgave, men kan gemmes på computer, tablet eller telefon.
Det betyder, at hundens stambog fremover kan være lige ved hånden, uanset om man står hos dyrlægen, til en aktivitet, i kontakt med opdrætter eller blot har brug for at finde oplysningerne frem.
Stambogen er digitalt signeret af DKK og indeholder en QR-kode, som giver hurtig adgang til hundens oplysninger i Hundeweb.
Den printede stambog kan stadig bestilles
Den digitale løsning betyder ikke, at den printede stambog forsvinder helt.
Ønsker man fortsat en printet stambog, kan den bestilles. Det kan både ske i forbindelse med hvalperegistreringen og efterfølgende.
For mange vil den digitale stambog være den nemmeste løsning i hverdagen. For andre kan den fysiske udgave stadig have en særlig værdi, enten som dokument, arkiv eller noget, man gerne vil have liggende sammen med hundens øvrige papirer.
Mere end et stykke papir
En DKK-stambog er dokumentationen for hunden.
Den viser hundens afstamning flere generationer tilbage og giver adgang til oplysninger om blandt andet sundhed, prøver og resultater, når de er registreret i DKK’s systemer.
For nogle hundeejere kan stambogen i første omgang virke mindre vigtig, især hvis hunden ikke skal på udstilling eller bruges i avl. Men stambogen handler ikke kun om udstilling og hvalpe. Den er også et redskab, der gør det muligt at følge avlsarbejdet og se, hvilke hunde der ligger bag den enkelte hund.
Det er netop den systematiske registrering, der gennem mange år har været med til at forme de forskellige racer og deres egenskaber.
Oplysninger man skal kunne stole på
En stambog har kun værdi, hvis oplysningerne i den er til at stole på.
DKK udsteder som den eneste FCI-anerkendte organisation i Danmark stambøger efter FCI’s internationale bestemmelser. Det betyder, at en DKK-stambog ikke bare er en hjemmelavet anetavle, men et officielt dokument i DKK’s registreringssystem.
Der findes også stambøger og anetavler uden for DKK-systemet. Derfor er det vigtigt, at hvalpekøbere ved, hvilken dokumentation de får, og hvem der har udstedt den.
En digital stambog ændrer ikke på den del. Den gør blot dokumentet lettere at opbevare, finde frem og dele, når der er brug for det.
Lettere adgang i hverdagen
For opdrættere kan den digitale stambog gøre administrationen nemmere, fordi dokumentet sendes direkte via e-mail og kan gemmes digitalt fra start.
For hundeejere betyder ændringen, at stambogen ikke længere nødvendigvis ligger i en mappe, skuffe eller æske sammen med gamle vaccinationskort og købsaftaler.
Den kan ligge på telefonen.
Det kan være praktisk, når oplysninger om hundens registrering, afstamning eller adgang til Hundeweb skal findes hurtigt.