Bjarke Kirkegaard Nielsen
Som en anden Jan Hellesøe forudsiger jeg, at du garanteret kommer til at gabe, mens du læser denne artikel. Det skyldes naturligvis på ingen måde journalistens evne til at formulere sig spændende. Nej det skyldes ganske enkelt emnet.
Et gab smitter mere end et snotnæset børnehavebarn, der har brugt en hel uge på at samle diverse bakterier fra de mindst lige så snottede venner i børnehaven.
Det er ikke kun, når vi ser en person gabe, vi føler trang til at åbne munden, trække en ordentlig portion luft helt ned i maven og puste den langsomt ud igen.
Det er faktisk også når vi læser om gab. Bare vi læser ordet gab, får vi lyst til at gabe, gaber du nu?
Nå men sådan er det mellem mennesker, og det er naturligvis meget interessant men knap så hundeagtigt.
Så hvordan er det egentlig med hunde?
På Videnskab.dk har man forsøgt at finde svaret, og noget tyder på, at et gab fra et menneske godt kan sendes videre til hunden. Man har kigget på forskellige undersøgelser, der er lavet på området de sidste år, og her er konklusionerne:
I 2011 testede britiske biologer, om trangen til at gabe er smitsom mellem mennesket og menneskets bedste ven. Selvom 5 ud af de 19 'forsøgshunde' gabte som respons, når en ukendt person gabte, var forskerne ikke i stand til at bevise, at et gab kan være smitsomt.
I 2013 testede kognitions- og adfærdsforskere igen gabets effekt på hunde, mens de samtidig holdt øje med stressniveauet. Denne gang fandt forskerne, at hundene var mere tilbøjelige til at gabe som respons på en bekendt person. De konkluderede, at hunde kan blive 'smittet' af menneskers gaben, og at trangen til at gabe er en social snarere end stress-baseret adfærd.
For nogle hunde er det altså særdeles smitsomt, når et menneske gaber.
Hvad sker der, når du gaber til din hund?
