Bjarke Kirkegaard Nielsen
Det var så det. Udstillingen i Fredericia er slut, og det blev endnu engang en flot udstilling. Søndagens Store Ring blev en opvisning i flotte hunde, og BIS-finalen var ikke nogen undtagelse. Alle hunde mødte op til finalen, hvilket i sig selv er flot, når nogle vandt deres gruppe lørdag.
Den sidste gruppevinder, der blev fundet til BIS-finalen, var den fine ruhårede gravhund Ulvseth's Tanne. Den blev dog bange i ringen, og derfor valgte ejeren at trække den fra finalen. Om det var udstillingsudvalgets dans, der skræmte hunden, er ikke til at vide, men muligheden foreligger. Den fik selvfølgelig sin roset, da den blev taget ud af konkurrencen.
Finalen bestod af en norsk hund, fire danske og hele fem svenske hunde. Den hollandske dommer Rob Douma havde et flot flot felt af hunde. Derfor var det helt sikkert heller ikke et nemt valg.
Vinder blev den afghanske mynde, Tells Kjavu Its About Time ejet og opdrættet af Brett Hamilton fra Sverige.
- Det er jo fantastisk at vinde her, lød det efterfølgende fra en glad Brett Hamilton, som du kan læse mere om i martsnummeret af HUNDEN.