Marie Helene Rigård Rohleder
Som lille dreng besøgte han Dansk Kennel Klubs (DKK) udstilling i Bornholm, og så var der ingen vej tilbage. Hundene havde vundet hans hjerte.
– Udstillingen på Bornholm ligger mit hjerte nær. Jeg er født og opvokset på Bornholm, og her skal jeg altid bo, siger Simon Christensen.
Med den klassiske bornholmske dialekt kommunikerer han hurtigt og klart i walkie talkien med det andet mandskab på udstillingen. Han har været fast mandskab hos DKK siden 2003. Han arbejdsopgaver tæller blandt andet opmåling af store ring, uddeling af kaffe, opstilling af ringe og indsender ved store ring.
– Det er et spændende og hårdt job at være fast mandskab. Jeg vil tro, at jeg mindst kommer til at gå 40 km i løbet af udstillingen, siger Simon Christensen.
Hundene er nummer et
Som 18 årig købte han sin første hund. En schæfer. I dag ejer han en større dyrepark med både duer, fugle, travhest og selvfølgelig hund. I dag er det en pointer som han trofast udstiller.
Privat arbejder han med vaskerimaskiner til industrien, og så er han også en stor travsportsentusiast. På Danmarks mindste travbane på Bornholm kører han startvognen, som hjælper hestene i gang med et travløb.
– Der er faktisk Bornholmsmesterskaberne i trav på søndag, men jeg har taget fri. For hos mig er hundene nummer et, siger Simon Christensen.
Simon er alles bedste ven
Simon Christensen er specielt glad for det gode fællesskab, som er på udstillingerne. Det er en hel verden for sig. Derfor har han også gode anekdoter fra sine mange år i mandskabet.
Der var blandet andet den med de forsvundne kataloger til Bornholm udstillingen for et par år siden. Her måtte Simon op og klatre på et lager, så han kunne kigge ind af vinduet og se om katalogerne var der. Hvilket de heldigvis var.
Eller der er den om da Jørgen Bak Rasmussen fra magasinet HUNDEN og Wiegaarden gik i stå med sin bil og alle flødebollerne. Og Simon måtte afsted med nye batterier for at flødebollerne kunne nå frem.
Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, når Jette fra DKK synger udstillingen i gang på Bornholm. For denne sang er med en helt særlig og specialskrevet tekst på den velkendte ”Bornholm, Bornholm, Bornholm”- melodi. Og her går der en lille hyldest ud til Simon Christensen.
For til allersidst i sangen lyder det ud af højtalerne ”Og Simon er alles bedste ven!”.
Se flere stemningsbilleder fra dagens udstilling på Bornholm her.
Følg med på hunden.dk for flere historier fra solskinsudstillingen.