Webinar: Hvorfor ser min hunds pels sådan ud

05-05-2020 12:05

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Dansk Kennel Klub afholder fra næste tirsdag et webinar om farvegenetik, hvor klubbens dyrlæge fortæller om de forskellige pelstyper, aftegninger og farver

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Marie Rohleder
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvorfor har en dalmatiner pletter og hvorfor er den afghanske myndes pels silkeblød. Det skyldes genetik, og det kan man høre meget mere om på det webinar, som Dansk Kennel Klub afholder fra tirsdag 12. maj.

Her vil dyrlæge Helle Friis Proschowsky fortælle om netop dette under emnet farvegenetik.

– Farver, aftegn og pelsstruktur er egenskaber, der kan være med til at definere en race. Tænk bare på dalmatinerens pletter, afghanerens silkebløde pels og pudlens krøller. Men hvor kommer de fra – alle de mange varianter? Og hvad er det, der afgør hvilken farve og pelsstruktur, den enkelte hund får? Det er alt sammen genetisk bestemt – altså noget, der nedarves fra generation til generation. Og selvom man kan synes, at der findes et utal af farvevarianter hos vores hunde, så er det kun omkring et dusin gener, der afgør det hele. Disse gener vil der blive gået i dybden med på de kommende fire webinarer i DKK. Den fysiologiske og genetiske baggrund for farverne vil blive gennemgået sammen med DNA-tests for farver og viden om, hvordan man kan bruge kendskab til farvegenetik i sit avlsarbejde, fortæller hun om webinaret.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Som deltager lærer man at spotte baggrunden for næsten enhver hunds farve og få blik for alle de varianter, der måske hedder noget forskelligt i de enkelte racer, men som genetisk set er identiske. I den forbindelse Helle Friis Proschowsky en ”advarsel.”

– Der er risiko for, at en tur på udstilling eller i hundeparken aldrig bliver det samme efter kurset. Hvis man først bliver bidt af det, kan man simpelthen ikke lade være med at lege ”farvegenetisk detektiv” på alle de hunde, man møder, siger hun.

Webinarrækken er åben for alle, og tilmelding kan ske her

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout