”Fantastisk. Great. Nu kan det vist ikke blive bedre, hva?” råbte Waldo McDaredevil.

”Først knokler man rundt, op og ned i højlandet med risiko for at blive set af mennesker, bliver angrebet af ørne, er tæt på at blive flået i småstykker af et kobbel jagthunde.
Så bliver man pludselig afhentet – uden at være nået hjem og spise aftensmad – af en kronhjort, der insisterer på, at man skal komme med.
Og så sidder man og bumler rundt på ryggen af en hjort i en rum tid, men alligevel – da man endelig kommer frem – gør man sin pligt og spiller den hellige hjort frem.
Den hellige hjort, som jeg havde fået at vide af julemanden, at jeg skulle lede efter og overbringe en besked. Og så var beskeden min musik.
Ja, så er man nemlig god nok, mig og min gode, gamle Bessie, når der skal etableres bro mellem de levende og de døde. Og nu dette? Dette?” brølede Waldo og slog ud med armene.

”Slap nu af, nissemand, vi er alle tre i samme, øh, hul” lød det fra fritten, Tiger Tops.

”Fire” lød en lille stemme. "Alle fire”
 
Marie Flagermus dukkede op fra Vitus lange pels. Vitus havde vænnet sig så meget til at have flagermusen på ryggen, at han slet ikke havde bemærket, at hun var der.

”Marie” udbrød Vitus glad. ”Du hjalp mig med at samle tankerne før, på kirkegården. Tak. Hvor er jeg glad for, at du er her.”

Vitus følte sig en lille smule flov over han havde glemt Marie. Især da han mærkede det efterhånden velkendte lillebitte, bløde flagermuseknus mod sin hals.

”Okay, så fire” fortsatte Tops.

Vitus sagde ikke mere. Det skyldtes nu mest, at han stadig havde skatten i munden, og ikke turde lægge den fra sig, hvis de igen hurtigt skulle stikke af.

Desuden var han stadig så opfyldt af de billeder han havde set, mens han stod inde i kirken med sin pote nede i det lysende poteaftryk.

Billeder af en lille hvid hund, en hund helt mage til ham selv, som – for flere hundrede år siden - hjalp sine mennesker med at grave de skotske kongers kronregalier ned under gulvet i kirken i Kinneff.

Kinneff gamle kirke var åbenbart et sted hvor både mennesker og nisser gemte skatte bort, tænkte Vitus.

Han var meget lettet over, at det var lykkedes for ham at fuldføre opgaven, og finde den kostbare sten. Og endelig havde han nu også en ide om, hvorfor Azazel blev ved med at forfølge ham.
 
Waldo var imidlertid slet ikke færdig med at brokke sig.

”Slap af? Jeg skal slappe af?” råbte Waldo. ”Ja, jeg skal slappe af, for jeg har ikke slappet af i 14 dage.
Og nu sidder jeg i et dybt hul i jorden, hvor jeg burde ligge hjemme på loftet over hestestalden på ”Happy Hounds Hotel”, mæt og varm, i min bløde halmbunke med et lunt hestedækken over mig, og sove fredeligt. Hvis jeg gjorde det, så ville jeg slappe af.”

Waldo stampede i jorden.

Vitus lagde ørerne tilbage og bakkede væk fra den hidsige nisse.

Bevægelsen sendte et jag af smerte gennem hans forben. Vitus kiggede ned og opdagede, at der løb blod ned ad hans ben. Blod fra en dyb flænge. Han måtte have fået flængen da de faldt ned i hullet.

”Rolig nu” sagde fritten ”Jeg vurderede bare, at det her var det mest sikre sted for jer at være. For her kan den der ubehagelige kæmpestore ondskabsfulde Fritte med de rødglødende øjne, som forfulgte jer, der, da hjortenes mur blev opløst, og I ikke længere var under deres beskyttelse, her kan han ikke komme.

”Du vurderede? Gentog Waldo, og kiggede på Tops med sammenknebne øjne, ”hvem er du, siden du kan vurdere, hvad der er bedst for os?”

”Jeg er den lokale, æh, pedel, ved kirken kan man vel sige. Jeg holder øje med at tingene går som de skal. Holder rotterne fra døren, og sørger for at holde forbindelsen mellem denne verden og tusmørkezonen.
Og et par andre verdener også, men det skal jeg ikke trætte jer med nu.
Det er en stilling, der er forbeholdt fritter, for vores atletiske og elegante, totalt slimline, men dog kraftfulde, smukke og muskuløse kropsbygning …. ”

Fritten holdt en lille pause og smilede selvtilfreds.
 
”… den gør, at vi fritter kan komme ind og ud alle vegne, og mellem alle verdener.”

”Hm” brummede Waldo.

”Jøsses” hviskede Marie. ”sikken en Dario”.

Vitus var lige ved at komme til at grine, men han turde ikke. Han var bange for at komme til at sluge skatten.

”Jamen, hvor er vi da?” spurgte Vitus, mens han omhyggeligt sørgede for, at skatten lå langt fremme i munden.

”I er i Tusmørkezonen. Det er et godt sted at være. Herfra er der afgang til alle andre steder i alle verdener.
Det var også med i min vurdering, da jeg ledte jer herned. For I har sikkert brug for at være et andet sted meget hurtigt med det, som I har hentet her på kirkegården i dag, ikke?
Sådan plejer det at være når vi har gæster som jer. De skal altid hurtigt videre med deres skat.”

”Hvor ved du fra, at vi har hentet en skat? Spurgte Vitus.

”Hør nu her, vovsebasse, de besøgende, der kommer her, de kommer altid efter en skat af en slags. I hvert fald altid noget vigtigt.  Kinneff er et magisk centrum. Vi har masser af den slags trafik. Men I har måske ingen hast med at komme videre?”

”Jo” nikkede Vitus. ”Jeg skulle meget gerne – på en eller anden måde – finde det flyvende nisseskib, ”Julerosen”. Det er det jeg rejser med, men det fløj desværre fra mig.”

”Åh, ja, så det godt, skibet, da det lå på marken ved siden af kirkegården” sagde Tiger Tops. ”I havde en lækker rotte ombord, ikke?”

”Åh nej, har du spist Kaj?” nu var det Vitus, der råbte, hvilket fik ham til at spytte skatten ud, så den landede mellem hans forben.
 
”Så vidt kom det ikke. Der var en ugle, som mente at have førsteret til den lille, fede lækkerbisken, så jeg skred igen. Tror i øvrigt også det var en gammel, sej rotte, så pyt.” svarede Tiger Tops, og trak på skulderne.

”Sagde du ”Julerosen?” spurgte Waldo og så ivrigt på Vitus, som nikkede.

 ”Det er da det skib, som min fætter, Valstar Vovemod, er kaptajn på, ikke?

Vitus nikkede igen.

”Ham har jeg ikke set i over 150 år. Ved du hvad, jeg tager med. Nu er jeg jo alligevel langt hjemmefra, og en lille julerejse kunne da egentlig være meget hyggelig. Lad os se at komme afsted. Jeg glæder mig allerede til at se gode, gamle Valstar.”

Waldo McDaredevil så helt oplivet ud.

”Der er bare lige det lille problem” påpegede Vitus. ”at jeg ikke ved hvor vi er. Jeg ved heller ikke hvor ”Julerosen” er, eller hvordan vi finder hende, altså skibet. Og hvordan skulle vi også komme frem til ”Julerosen”, selv hvis vi vidste hvor skibet var.”

”Nej, vovse, men det er jo derfor, at jeg er her, ikke? Det er den slags ting jeg er ekspert i at få til at gå op. Og jeg vil tro, at det her er en opgave for ulvene.
I, hunde og ulve, har jo det der bånd med en fælles forfader, så ulvene vil sikkert gerne hjælpe dig. Med lidt held, så lader de være med at æde nissen, og tager også ham med.”

Det sidste blev sagt med et skævt grin.

”Nå, men vi har travlt. I skal jo sikkert hjem til jul, ikke?”

”Hvis jeg ikke finder ”Julerosen” så kan det være, at der slet ikke bliver nogen jul” sagde Vitus, og følte sig med et en smule modløs. Hans forben gjorde ondt og blødte fra den dybe flænge.

Sandt at sige, så var Vitus en lille smule bange for ulve, uanset at de måske var hans forfædre, og han på den måde var i slægt med dem. Vitus havde også svært ved at se, hvordan nogle ulve skulle kunne hjælpe ham med at finde ”Julerosen”.

”Kom nu, lad os finde ulvene” sagde Tops. ”Vi skal denne her vej”

Fritten viftede med en forpote og begav sig så ind i en gang, der førte ud fra det dybe, dybe hul, som de fire, hunden, flagermusen, nissen og fritten, befandt sig i.

Waldo var lige i hælene på fritten, det kneb mere for Vitus. Hans ben gjorde virkelig ondt, og det var svært for ham at støtte på det.

Men fritten og nissen ventede ikke. De var allerede et godt stykke inde i gangen.

Vitus ville skynde sig at samle skatten op, men forhastede sig og fik et dårligt greb i den, så han tabte den igen.

Den lille runde sten gled ud af hans mund, og instinktivt rakte den lille hund det ene forben frem for at gribe den. Det dårlige forben, som han alligevel ikke kunne støtte på.

Stenen ramte derfor ned lige på den blødende flænge på det beskadigede forben.

”Åh nej, du er jo såret, Vitus” råbte Marie.

”Av” råbte Vitus.

Men det var nu mest af forskrækkelse, for faktisk gjorde det ikke spor ondt, da stenen ramte ned i såret, som Vitus havde forventet, at det ville gøre.

Det gjorde til gengæld noget andet.

Vitus løftede det sårede ben højere op, mens han stirrede forbløffet på flængen, som nu, fra det ene øjeblik til det andet, var holdt op med at gøre ondt.

Der, hvor skatten havde ramt såret, sydede det en lille smule, boblede ligesom lidt op.

For øjnene af den lille hund trak flængen sig så sammen og forsvandt, og Vitus ben så ud som det plejede. Som om der aldrig havde været en dyb, smertefuld og blødende flænge.

”Hold da op, det er jo magi” sagde Marie ”Men du kan da ikke rende rundt med den sten i munden. Lad mig putte den ind i den nissehue, der er bundet fast i dit halsbånd, så slår jeg knude på nissehuen, så har vi styr på, hvor skatten er.

Som sagt, så gjort.

Vitus måtte indrømme, at det var rart ikke hele tiden at skulle gå rundt med noget i munden. Han fattede ikke, hvorfor hans Labrador-venner synes det var så fantastisk, altid at bære rundt på et eller andet.

Men hunde var jo forskellige, meget forskellige. Ligesom mennesker.

Det handlede om, at finde det rigtige menneske, der passede til en. Og der syntes Vitus, at han havde været meget heldig med William. William var en stille og rolig forfatter, der ikke gad løbe alt for meget rundt udenfor, og i vid udstrækning lod Vitus gøre hvad han ville.

Med flængen forsvandt også den træthed og modløshed, som havde været ved at overvælde Vitus, lige da han var landet nede i det dybe hul. Den lille hund følte sig stærkere og gladere end han længe havde gjort.

Han skulle lige til at sætte efter fritten og nissen, da Marie stoppede ham.

”Vent lidt, der er noget jeg er nødt til at fortælle dig” sagde Marie.

Flagermusen lænede sig frem, og hviskede en hel masse i Vitus højre øre.

”Åh nej, er du sikker?” udbrød Vitus forfærdet, da han havde hørt hvad flagermusen havde at sige. ”Men det er jo forfærdeligt, helt forfærdeligt. Så må vi tilbage til ”Julerosen” hurtigst muligt, inden det går helt galt ombord.”

”Nemlig” nikkede Marie. ”Så hurtigt som muligt. Der kan være liv på spil. Vore venners liv.”