Roskilde: Simone vandt juniorhandlerfinalen med ro og overblik

10-05-2025 20:09

Cecilie Friis Amstrup

Ved DKK’s internationale udstilling i Roskilde sikrede Simone Riisgaard Kristiansen sig sejren i juniorhandlingfinalen med en præstation, der imponerede dommeren med sin ro, selvsikkerhed og sikre håndtering.

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Cecilie Friis Amstrup
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var tydeligt for både publikum og dommer, at Simone Riisgaard Kristiansen var helt i kontrol, da hun lørdag trådte ind i ringen i finalen for juniorhandling ved DKK’s internationale udstilling i Roskilde. Med sin engelske springer spaniel Sieger’s A Beautiful Mind – kaldet Mathilde – viste Simone, hvad det vil sige at være et ægte team.

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Cecilie Friis Amstrup

Et samarbejde, der er vokset sig stærkt
Siden sidste år har Simone arbejdet med Mathilde, men det er først siden marts, at hunden har boet fast hos familien Riisgaard Kristiansen. Det har givet mulighed for at opbygge et endnu stærkere samarbejde, og det kunne ses i ringen, hvor Mathilde fulgte sin unge handler med tydelig tillid og glæde.

– Hun er bare det sødeste og gør alt det, jeg siger. Hun løber bare med mig og står bare, fortalte en glad Simone efter finalen.

Dommeren var ikke i tvivl
Den tyske dommer Tim Haren, som selv har konkurreret i juniorhandling på højt niveau, lagde særlig vægt på Simones evne til at bevare roen – både med sin egen hund og med byttehunden, som i dag var en lagotto romagnolo.

– Hun var super rolig og selvsikker i sin præstation. Hun håndterede begge hunde nænsomt og med overblik, og det var tydeligt, at det ikke kun var hundene, der var dygtige – det var handleren, der fik det bedste frem i dem, sagde han og tilføjede: – Det er netop det, jeg leder efter: Et ægte samarbejde og evnen til at læse og håndtere forskellige hunde. Simone havde det hele.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Små midler, stor effekt
Selvom hun tidligere havde arbejdet med den byttehund, hun mødte i finalen, var det ikke uden udfordringer. Hunden virkede i starten uinteresseret i hendes godbidder, men Simone tænkte kreativt: – Jeg vidste, at handleren var svensk, så jeg prøvede at snakke lidt svensk til hunden, fortalte hun med et grin.

Det lykkedes hende at fange hundens opmærksomhed og fuldføre sekvensen med samme ro og kontrol, som hun viste hele vejen igennem.

På podiet med stolthed og ydmyghed
Simone har flere sejre bag sig, men følelsen af at vinde og stå på podiet er stadig lige stor.

– Det er de største drømme, der går i opfyldelse, sagde hun – synligt rørt og stolt over dagens præstation.

Med Mathilde ved sin side og roen som sin styrke har Simone lagt stærkt ud i årets juniorhandling og sat en høj standard for resten af sæsonen.

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Cecilie Friis Amstrup
Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout