Kasper Larsson
De seks golden retrievere Luther, Ruthie, Katie, Rufus, Pax og Pheobe er vant til sorg og knuste hjerter. Til dagligt indgår de i K-9 Comfort Dogs, der drives af velgørenhedsorganisationen The Lutheran Church Charities. Holdet blev dannet i 2008, og sidst de var på pletten for at yde følelsesmæssig førstehjælp i Orlando, Florida, hvor over 50 mennesker blev skudt og dræbt på natklubben Pulse. På pletten igen Nu er hundene landet i Dallas for at hjælpe pårørende med at få afløb for deres følelser og frustrationer over de meningsløse drab på fem betjente ved en demonstration, arrangeret af borgerrettighedsorganisationen BlackLivesMatter. Demonstrationen kommer som en reaktion på at to unge, afroamerikanske mænd ugen for inden blev skudt og dræbt af politiet. Hundene blev inviteret til Dallas af en lokal kirke samt Dallas Politi for at hjælpe folk med at forstå, finde ro og få afløb i en tid, hvor USA er plaget af tumult mellem befolkningsgrupper. Hundene vil være til stede på gader og stræder, og ved forskellige mindesteder iført veste hvorpå der står: Vær sød at klappe mig. Hundene var også tilstede ved en mindehøjtidelighed ved byens rådhus i går aftes. – Vores primære fokus for denne tur er selvfølgelig politiet, deres familier og deres børn … og samfundet, fordi vi sørger alle sammen, siger Tim Hetzner, der er præsident for velgørenhedsorganisationen. Hundene har ved foruroligende mange lejligheder hjulpet mennesker, og deres førere fortæller, at de kan se en forskel på menneskers sorg, når en terapihund er i nærheden. – Når man klapper en hund, så sænkes hjertefrekvensen og man slapper af. Når man slapper af, kan man begynde at processere, hvad det er, man føler, siger Hetzner. De omsorgsfulde hunde vil forblive i Dallas så lang tid det kræves. De vil besøge udrykningspersonellet til de tragiske hændelser, være ved forskellige begivenheder rundt om i Dallas og sågar være at finde i venteværelser på hospitaler. Kilde: Wideopenpets.com