Astrid Gerd Holtet
Nogle hunden fødes døve, men døvhed kan også komme i løbet af hundens liv som følge af sygdom. En af de hyppigste årsager til erhvervet døvhed, er tilbagevendende øregangsbetændelser, der med tiden laver kroniske skader på øret.
Hvordan kan man se om en hund er døv?
Det kan være overraskende svært at opdage at en hund er blevet døv, da mange hunde bliver gode til at reagere på syn og berøring i stedet. Sker der eksempelvis noget bag hunden, kan den ofte mærke de luftstrømme det sætter i gang, og reagere på dét. Det vil udefra se ud som om den rent faktisk hørte det der skete bag den.
Hunde der bliver døve, vil dog typisk udvise en ændret adfærd. Ofte vil de være mere skræmte og utrygge end førhen, da de har sværere ved at forudse hvad der sker omkring dem, og dermed bliver de let forskrækkede. Ofte opdages døvheden fordi hunden ikke reagerer på lyde, på samme måde som tidligere. Det kan for eksempel være, at den holder op med at reagere, når det ringer på dørklokken.
Er man i tvivl om hvorvidt en hund kan høre, kan den testes ved hjælp af en såkaldt BAER test, hvor man, ved hjælp af elektroder på hundens hoved, kan måle hundens hørelse.
Fremtiden for en døv hund
Hvordan en døv hund klarer sig, er meget forskelligt fra hund til hund. Nogle hunde bliver meget utrygge og stressede af det – og for nogle ender det i aggressionsproblemer. Andre hunde håndterer det godt og kan, uden de store problemer, opretholde en god livskvalitet. For alle hunde, der mister hørelsen, er det dog nødvendigt at tage visse forholdsregler. Det kan være vanskeligt at lade dem løbe løs, da indkaldsmulighederne begrænses. Ligeledes skal man være utroligt varsom i trafikken, og andre tæt befærdede steder, da den døve hund let overser potentielle farer.
/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge