Anne Kristine Tollestrup
Fire lynhurtige ben, en fantastisk næse og urolig skarpe sanser - evner som vi mennesker kun kan drømme om. Dette gør jagthunden uundværlig i kampen om vildtet. Jagtsæsonen er startet, og rundt om i landets skove arbejder de fantastiske jagthunde i tæt samarbejde med deres jæger. Som specialister på hver deres område arbejder de alle forskelligt. Eksempelvis afsøger den stående jagthund store områder i hurtigt løb. Når den har fundet vildtet, tager den ”stand” og venter på tegn fra jægeren til at ”rejse” vildtet. Den stødende og apporterende jagthund søger derimod i kort afstand fra jægeren og rejser vildtet foran jægeren. Når vildtet er skudt – enten på land eller i vand – apporterer hunden det. For begge typer jagthunde kræves der knivskarpe sanser og en stor koncentrationsevne. Du kan møde de fascinerende jagthunde i aftenens udgave af Aftenshowet på DR1 kl. 18.00. Det er også hver tirsdag, Dansk Kennel Klubs adfærdskonsulent, Lise Lotte Christensen, besvarer seernes spørgsmål om hunde. Kilde: Dansk Kennel Klub