Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
En fast følgesvend i vores fortællinger
Hunden er sjældent tilfældig, når den dukker op i kunst, eventyr, litteratur eller sprog. Den kan ligge ved menneskets fødder, stå ved jægerens side, vogte en skat, advare mod fare eller optræde som den trofaste makker, der ser mere, end mennesket selv gør.
Netop derfor er hunden interessant som kulturfigur. Den er tæt på os, men den er ikke os. Den hører til i hjemmet, men bærer stadig noget af naturen med sig. Den kan være både tryg og uforudsigelig, lydig og selvstændig, praktisk arbejdsmakker og stærkt symbol.
Gennem tiden har vi brugt hunden til at fortælle om troskab, magt, jagt, hjem, status, ensomhed, mod, humor og fantasi. Nogle gange er hunden et dyr i menneskets hverdag. Andre gange er den en nøgle til noget større.
Når hunden får betydning
I dag tænker mange først og fremmest på hunden som familiemedlem. Den sover i kurven, fylder i telefonens kamerarulle, venter ved døren og bliver en del af hverdagens små ritualer. Men den rolle er kun én del af hundens kulturhistorie.
Før hunden blev sofakammerat, var den blandt andet jagthund, vagthund, hyrdehund, gårdhund og arbejdsmakker. Den havde funktion, og funktionen satte spor i den måde, mennesker beskrev, avlede, afbildede og forstod hunde på.
Når en hund står i et gammelt maleri, kan den derfor fortælle mere end man først ser. Den kan pege på ejerens status, på jagtens betydning, på hjemmets tryghed eller på menneskets ønske om at blive vist sammen med et dyr, der symboliserer loyalitet og kontrol. Når hunden optræder i eventyr, kan den være vogter, hjælper, trussel eller adgang til en verden, hvor almindelige regler ikke længere gælder.
Hunden har med andre ord været brugt til meget mere end at gøre en scene hyggelig.
Fra lærred til talemåde
Hunden findes ikke kun i billeder og fortællinger. Den findes også i sproget. Vi siger, at noget er hundekoldt, at man er hundesulten, at nogen har hundeøjne, eller at livet kan være et hundeliv. Nogle udtryk er kærlige, andre barske, men de viser det samme: Hunden er så tæt på menneskers erfaring, at den er blevet en del af den måde, vi beskriver verden på.
Det gør hunden til et særligt kulturmotiv. Den kan være konkret og symbolsk på samme tid. Vi kender den fra vores egen hverdag, og netop derfor kan den bruges til at fortælle om noget, der rækker ud over den enkelte hund.
En hund i et eventyr er ikke bare en hund. En hund i et maleri er ikke bare pynt. En hund i en talemåde er ikke bare et sprogligt tilfælde. Den siger noget om, hvordan vi mennesker har forstået dyret, os selv og forholdet mellem det tamme og det vilde.
En ny serie på hunden.dk
I den kommende artikelserie går hunden.dk tættere på hunden som kulturhistorisk figur. Serien begynder med hunden som symbol og fortsætter med hunden i kunsten, hunden i eventyr og fortællinger samt hunden i sproget og hverdagskulturen.
Første artikel ser på hunden som kulturhistorisk symbol. Hvorfor er hunden igen og igen blevet knyttet til troskab, vagtsomhed, jagt, status og hjem?
Anden artikel går ind i billedkunsten. Her ser vi på hunden som motiv, fra hunden ved menneskets side til hunden som selvstændigt studieobjekt.
Tredje artikel handler om hunden i eventyr og fortællinger, hvor den ofte bevæger sig mellem det trygge og det uhyggelige, det menneskelige og det magiske.
Fjerde artikel ser på hunden i sproget og hverdagskulturen. For når hunden flytter ind i talemåder, billeder, reklamer, familiefortællinger og sociale medier, fortæller det også noget om dens plads i vores liv.
Hunden som spejl
Måske er det netop hundens nærhed til mennesket, der gør den så stærk som kulturfigur. Vi kan genkende den. Vi kan læse dens krop, dens blik og dens rolle i rummet. Samtidig minder den os om, at menneskets verden aldrig kun har været menneskets egen.
Hunden har været ved siden af os i arbejdet, i hjemmet, i kunsten, i fortællingerne og i sproget. Den har båret betydninger, vi har givet den, men den har også bevaret sit eget væsen midt i det hele.
Derfor bliver vi ved med at vende tilbage til hunden.
