Nina Marie Villadsen
TV MidtVest skriver, at ejeren af Nøreng Strand Camping ved Roslev, Hans Peter Jepsen, søndag aften ved 22-tiden blev opsøgt af en mand, der ville stjæle dagens kontanter, som campingejeren netop var i færd med at bringe i sikkerhed. - Giv mig dem der, sagde gerningsmanden, som hentydede til pengekassetterne, og han tog herefter fat i campingejerens arm, så der blev et blå mærke fortæller Lars Mikkelsen fra Midt- og Vestjyllands Politi i Skive til TV MidtVest. Det skulle han dog ikke slippe godt fra, for campingejerens hund, Zitta, opdagede, at der var fare på færde. Hun angreb derfor resolut røveren og bed ham i bagdelen, så han måtte opgive røveriet. Han flygtede herefter skrigende hen til en ventende bil, som havde en medgerningsmand bag rettet, og bilen satte kursen mod Durup. Først var campingejeren lidt betænkelig ved at anmelde episoden til politiet. Han var nemlig bange for, hvad der ville ske med hunden, som havde bidt røveren. Men politiet forsikrer, at der ikke sker hunden noget - tværtimod: - Den hund burde have en dusør, ja, vi burde indstille den til et kødben, siger politikommissær Lars Mikkelsen med et stort grin til TV MidtVest. Efter episoden er Zitta blevet belønnet med velfortjente hundekiks. Røveren beskrives som dansk, 30-40 år, almindelig af bygning og med kort mørkt hår, mens flugtbilen beskrives som en Corolla-lignende Toyota. Kilde: TV MidtVest