Kasper Larsson
Både premierminister David Cameron og brexit-fortaleren Boris Johnson må se sig slået. Ikke nødvendigvis i stemmeboksen, men i spillet om hvem der har fået mest opmærksomhed på dagen, kommer ingen af dem i nærheden af en uforudset tredjepart. For når briterne bevæger sig til stemmestederne, så gør deres hunde også – og det har siden torsdag morgen skabt furore på både Twitter og Facebook. De sociale medier koger nemlig over med hunde, der venter foran de britiske stemmesteder. Med hashtagget #dogsatpollingstations (oversat: Hunde ved stemmesteder), har flere tusinde briter uploadet billeder af deres firbenede venner foran stemmestederne – gerne efterfulgt af en tilkendegivelse af, hvad hunden (ejeren, red.) stemte. Det sjove fænomen kaldes af flere brugere ”det bedste der er sket på Twitter længe” og kan følges på twitter.com