Tine Luther
En februardag i 2010 forsvandt en kvinde fra sit hjem i nedtrykt sindstilstand. Hendes mobiltelefon blev sporet til en skov ved Gisselfeldt Gods nær Næstved. Efterfølgende fandt en patruljevogn kvindens bil og tilkaldte assistance. Otte hundeførere blev sat på opgaven, heriblandt Lars Illum Jørgensen fra Sydsjælland og Lolland Falsters Politi med schæferhunden Gasto. Desuden blev der indsat en helikopter, der overfløj området og konstant havde kontakt med politiet, der arbejdede i skoven. Fandt og varmede nedkølet kvinde Der var 3-4 frostgrader, så bekymringerne for kvinden var store. Efter 2-3 timers eftersøgning gav Gasto hals et stykke fra Lars Illum Jørgensen, som straks ilede til. Hunden havde fundet kvinden, der lå i sneen uden hverken jakke eller støvler. Først troede Lars Illum Jørgensen, at kvinden var død, men ved nærmere undersøgelse viste det sig, at hun stadig var i live men var stærkt nedkølet. Han pakkede kvinden ind i et tæppe og nogle jakker og afdækkede Gasto op ad hende, så hunden kunne hjælpe med at varme hende op, indtil forstærkningen nåede frem. En patruljevogn kørte kvinden ud ad skoven, hvor helikopteren samlede hende op for straks at flyve hende til Rigshospitalets traumecenter. Kvindens kropstemperatur var helt ned på 28 grader, men heldigvis overlevede hun.