Det var en virkelig smuk decemberaften.
Ingen skyer og masser af stjerner, så det var nemt at finde vej, tænkte nisse-luftskibskaptajn Valstar Vovemod, mens han navigerede sit gode skib, ”Julerosen” hen over aftenhimlen.

”Julerosen” lå støt i luften, og bevægede sig hurtigt over himlen. Valstar Vovemod tjekkede igen, at han havde husket at slå usynlighedsskjoldet til, så ingen mennesker kunne se skibet. Ind i mellem kunne han godt glemme det, og det gav altid en masse besvær med julemanden.

”Du ved, Valstar Vovemod” brummede julemanden så. ”Det kan ikke nytte noget, hvis mennesker opdager, at nisser – og jeg – virkelig eksisterer. Tænk på alt den virak, der ville blive. Hverken jeg – eller I nisser – ville få et roligt øjeblik. Der ville være journalister, der ville interviewe os, tv-stationer ville stå i kø for at sende fra legetøjsværkstedet, børn, der ville besøge os, besværlige forældre, der ville blande sig i hvilke gaver jeg giver deres børn, for bare lige at nævne en lille smule af alle de forfærdeligheder, der ville ramme os. Allervigtigst – troen ville forsvinde. Tro er vigtig, tro løfter mennesker, åbner horisonter for nye tanker, nye ideer. Lukker op for fantasi og iderigdom – og så er det næsten lige meget hvad man tror på. Det er sundt, at der stadig er noget, som man ikke ved med sikkerhed, men bare tror på. Så det, om man vil tro på julemanden, eller ikke vil tro på ham, eh, altså mig, det skal være et spørgsmål netop om at tro. Om at turde tro med den risiko, der altid er for at blive til grin.”

Her plejede julemanden at holde en kort pause og se alvorligt på Valstar Vovemod. Valstar Vovemod vidste, at det var her han også skulle se alvorlig ud og nikke, og det gjorde han så. ”Men jeg ved jo, Valstar Vovemod, at du er en ansvarlig nisse, så det var nok et uheld, at du ikke havde fået slået usynlighedsskjoldet til, da du var ude at flyve i ”Julerosen”, ikke?”

Her nikkede Valstar Vovemod igen.

”Glimrende, glimrende, men prøv at huske det usynlighedsskjold i fremtiden, ikke?”

Her nikkede Valstar Vovemod så for tredje gang.

Valstar Vovemod havde gennem årene haft flere af den slags samtaler med julemanden. Hvis sandheden skulle frem havde de nok den samtale et par gange om året. Hvis sandheden skulle helt frem, så var det nok ikke altid et uheld, hvis Valstar Vovemod ikke havde slået usynlighedsskjoldet til når han fløj rundt i ”Julerosen”.

Valstar Vovemod var stolt af sit smukke træskib med de store hvide sejl, der bar det over himlen. Valstar Vovemod havde selv bygget ”Julerosen” – og hun var bygget til eventyr. Når man havde sådan et smukt skib, så ville man også gerne vise det lidt frem, og så var det altså, at Valstar Vovemod indimellem faldt for fristelsen til at flyve uden usynlighedsskjoldet.

Valstar Vovemod blev aldrig træt af folks udbrud og forbløffelse når de kiggede op og så et stort, flot træskib med alle sejl sat, bevæge sig afsted mellem skyerne. Det var selvfølgelig lidt uheldigt, hvis folk besvimede – og det var der faktisk nogen, der af og til gjorde ved synet af ”Julerosen” på vej over himmelen. Det sjoveste – og det, der altid gjorde Valstar Vovemod oprigtig varm op hjertet var, når et barn, der troede på julemanden, fik øje på ”Julerosen” og vinkede op til ham. Når det skete, tog Valstar Vovemod altid sin nissehue af og viftede og vinkede tilbage med den.

De børn, der troede på julemanden blev nemlig aldrig snydt af usynlighedsskjoldet – de kunne altid se ”Julerosen” – uanset om usynlighedsskjoldet var slået til eller ej. Det værste var hvis sådan et barn var ledsaget af en voksen, der ikke troede på, at barnet så et flyvende sejlskib. Den slags voksne havde Valstar Vovemod ondt af. De kunne ikke have det let med så lidt fantasi.

”Fantasi er vigtigere end viden” – den holdning delte Valstar Vovemod fulgt ud med Albert Einstein, der var en af Valstar Vovemods favoritpersoner. Og Valstar Vovemod var ellers ikke typen, der var voldsomt imponeret af mennesker. Det havde aldrig rigtigt været noget for Valstar Vovemod med eget nisseloft, og et vist antal pligtdrillerier i løbet af december, og så derefter hjem til Nordpolen og julemanden, hvor resten af året blev tilbragt. Og hvor man var sikret pension, og risengrød og nisseøl ad libitum, fra man fyldte 500 år.

Valstar Vovemod hed ikke ”Vovemod” for ingenting. Allerede i en ung alder droppede han nisseloftet, og den medfølgende tryghed, byggede ”Julerosen” og drog på eventyr, mens de andre ungnisser sad rundt omkring på deres lofter. Tit det samme loft – år efter år. Valstar Vovemod kunne ikke forestille sig noget værre end at fejre 250 år jubilæum på det samme nisseloft. Bare tanken fik ham til at gyse. Det bedste af det hele var dog, at Valstar Vovemod var sin egen nisse, han havde ingen chef. Ganske vist lyttede han til julemanden, men det var mest af respekt for embedet. Hvis han ville kunne han være ligeglad, Valstar Vovemod var sin egen – og hans frihed var ikke til salg.

Slet ikke en decemberaften som denne, hvor stjernerne skinnede over hans hoved, og lysene fra husene under ham også lignede små stjerner i den mørke vinteraften. Det var smukt, uanset om han kiggede op eller kiggede ned. Det eneste, der nagede ham var, at han ikke havde hørt noget fra Vigil. Vigil var Valstars bror, og de to nissebrødre holdt meget af hinanden, om end de var så forskellige som nisser næsten kunne være. Vigil havde valgt en langt mere traditionsbunden vej som embedsnisse. En dygtig embedsnisse, der støt havde klatret op i systemet, og nu havde nået sin karrieres højdepunkt som personlig oppasser for Lapis, julemandens livsvigtige meteorsten.

Valstar Vovemod havde nok fornemmet, at der den sidste tid var pågået noget usædvanligt. At noget bemærkelsesværdigt var under opsejling. Den seneste måneds tid havde Vigil haft utrolig travlt, Valstar Vovemod havde næsten ikke set noget til ham. Godt nok var de brødre, men Vigil arbejdede med følsomme ting, der var hemmelignisseficeret, som han ikke kunne tale med nogen om – heller ikke Valstar.

Det, der for alvor havde bekymret Valstar Vovemod var dog, at ingen – og han havde spurgt rundt i hele nissesamfundet – havde hørt noget fra Vigil siden d. 3. december. Ikke en eneste. Ingen havde set ham, ingen vidste hvor han var. Julemanden kunne Valstar Vovemod ikke få i tale, han sad i møde, fik han at vide hver gang Valstar havde forsøgt at kontakte ham. Det var utåleligt. Folk, der sidder i møde hele tiden, burde tage deres liv op til revision, tænkte Valstar Vovemod og nød vinden, der ramte hans ansigt og fik nissehuen til at blafre.
Frihed, det var sådan frihed føltes, tænkte Valstar Vovemod, og lod ”Julerosen” sætte farten op.

Tanken om Vigils fravær dæmpede dog Valstars glæde ved flyveturen. Faktisk var det netop Vigils fravær, der var årsag til, at Valstar havde sat sejl, og var taget på tur med ”Julerosen”. Han vidste ikke helt hvor han skulle flyve hen, men man kunne jo altid tage en tur rundt i området hvor Vigil sidst var set, og det var så netop hvad Valstar havde gjort. Skulle han vove at slå usynlighedsskjoldet fra? Det var fristende.
Inden Valstar Vovemod fik bestemt sig, skete der dog noget, som fik ham til at glemme alle sine filosofiske tanker. Og også til at glemme alt om at slå usynlighedsskjoldet fra.

Fra at være en nisse-luftskibskaptajn, der stod på broen og småfilosoferede mens han styrede sit skib over himmelen, blev han til hemmelig nisseagent Vovemod, i det sekund, der lød et bump og noget dumpede ned på skibets fordæk. ”Gå op, gå højt op, så højt som du kan, op mellem skyerne. Jeg tror jeg slap fra dem” lød et råb nede fra fordækket.

Valstar Vovemod stillede ingen spørgsmål, men beordrede omgående ”Julerosen” så højt op i luften som hun kunne. Skibet lystrede med det samme, og steg så højt op, at det var helt lige meget om usynlighedsskjoldet var slået til, for nede fra jorden ville ”Julerosen” kun kunne ses som en lille prik.

”Det er galt. Helt galt. De onde er ved at vinde” kom det nede fra ”Julerosen”s fordæk.

Valstar Vovemod, som endnu ikke havde set hvem det var han havde fået ombord, bad ”Julerosen” om at blive oppe i de øvre luftlag og holde kursen. Så skyndte Valstar Vovemod sig ned fra broen, ned på fordækket, hvor han var tæt på at blive en lille smule handlingslammet, da hans så hvem hans passager var.

Når en – i nissesamfundet – så vigtig person befandt sig på hans skib så kunne det kun betyde en ting.
Problemer.

Store problemer.

Læs også: Vitus og hundestjernen - 24. December