Storm er i sit es, når han er på sporet

01-02-2025 08:48

Cecilie Friis Amstrup

Med et imponerende samarbejde og masser af træning har beaglen Storm og hans fører Leif Scheel opnået bemærkelsesværdige resultater inden for schweissprøver og sporchampionater. Historien om deres rejse er en fortælling om dedikation, tab og et unikt bånd mellem hund og menneske.

Copyright Hunden.dk
Beaglen Storm er i sit es, når han er på sporet af spændende dufte i skoven. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Leif og Eva Scheel har haft beagler siden år 2000, men i 2022 blev deres liv vendt op og ned. Deres elskede beagle Gizmo blev diagnosticeret med aggressiv leverkræft og gik bort kort før en planlagt rejse til Nordkap. – Vi var knuste og enige om, at vi ikke skulle have en ny hund, fortæller Leif.

Men efter rejsen føltes hjemmet tomt med kun én hund, og parret kontaktede Helle Bech Graversen fra Holtebakkens Beagler for at forhøre sig om en omplaceringshund. Sådan kom Holtebakkens Nirvana Heartsbreaker, i dagligt tale kaldt Storm, ind i deres liv i september 2022. – Det var begyndelsen på et fantastisk makkerskab, siger Leif.

Copyright Hunden.dk
Makkerparret Leif Scheel og Storm har for alvor fundet kærligheden til spor-arbejdet. Foto: Privat

Storms første skridt som sporhund
Helle Bech Graversen foreslog, at Storm kunne have talent som sporhund. Leif kontaktede derfor Helen Riis, der både er en erfaren sporhundefører og har stort kendskab til beagler, og sammen begyndte de at træne Storm. Allerede den 30. april 2023 bestod Storm sin første 3-timers 400 meter schweissprøve med bravur.
– Han klarede sporet på kun fire minutter! Det var helt åbenlyst, at han elskede arbejdet i skoven, lyder det begejstret fra Leif.

Intensiv træning og store resultater
Efter den første succes satte Leif og Storm sig for at træne til overnatningsspor. Under en schweissprøve mødte Leif Lotte Tang, som blev en vigtig sparringspartner. – Vi trænede næsten hver weekend, og det intense samarbejde gav virkelig pote, forklarer Leif.

Denne dedikation førte til en række bemærkelsesværdige resultater:

  • Den 29. marts 2024: Bestod 20 timer 400 meter schweissprøve.
  • Den 17. august 2024: Bestod 20 timer 600 meter schweissprøve.
  • Den 10. november 2024: Bestod 20 timer 1000 meter schweissprøve.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Med disse præstationer opnåede Storm titlerne Dansk Sporchampion og Dansk Vildtsporchampion i Beagleklubben. – Det var en utrolig oplevelse at se vores hårde arbejde bære frugt, fortæller Leif.

Fejring og fremtidige mål
Storms resultater sikrede ham ikke kun championtitlerne, men også en guldmedalje på 20 timer 1000 meter og bronzemedaljer på 20 timer 400 meter og 20 timer 600 meter. – At blive anerkendt på den måde er noget helt særligt, siger Leif, der sammen med Storm blev fejret ved Beagleklubbens Januarfest sammen med alle de andre 2024-vindere.

Copyright Hunden.dk
Ved Beagle Klubbens årsdiplom arrangement den 18. januar blev Storm hædret som klub spor champion og dansk vildtsporchampion. Foto: Privat

Men eventyret slutter ikke her. – Selvom sporchampionatet er i hus, er der stadig nye udfordringer, vi vil tage op, siger Leif.

Her til februar 2025 skal han blandt andet deltage i stifinder- og prøvelederkursus hos Dansk Kennel Klub for at udvide sine kompetencer.

Copyright Hunden.dk
Som en vaskeægte beagle har Storm naturligvis også perfektioneret de såkaldte "hvalpeøjne", der gerne skulle give en ekstra godbid. Foto: Privat
Fakta
FAKTA om Holtebakkens Nirvana Heartsbreaker (STORM)
  • Født d. 31-01-2019
  • Har avlet fire kuld
  • Årets guldhund
  • Dansk Junior Champion (DKJCH)
  • Dansk Champion (DKVH)
  • Dansk Vildtsporchampion (DKSCH(V)
  • Dansk Sporchampion (DKSCH)
Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout