Tine Luther
I kølvandet på historien om hunden, der løb ind på naboens grund (se mere om sagen via linket under billedet til højre) og blev skudt, har fødevareminister Mette Gjerskov (S) givet udtryk for, at hun vil se på loven om mark– og vejfred. Det er den lov, der tillader, at man – efter tidligere at have advaret – skyder f.eks. en hund, der trænger ind på ens grund. Loven har stort set ikke været ændret siden 1872, og ministeren pointerer, at den er fra en tid, hvor vi havde et helt andet forhold til vores dyr. I dag, hvor hunden er blevet som et familiemedlem for mange danske familier, kræver loven muligvis en modernisering. Kilde: tv2.dk