Roskilde: Cairn terrier gentog bedriften og blev Best in Show igen

10-05-2025 21:04

Cecilie Friis Amstrup

SECH DKCH NORDV21 Hjohoo’s Yes Hjo Can imponerede endnu en gang i Store ring - denne gang ved Dansk Kennel Klubs internationale udstilling på Roskilde Dyrskueplads. 

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Cecilie Friis Amstrup
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det sker ikke ofte, at den samme hund løber med titlen som Best in Show to dage i træk, men det var præcis, hvad der skete lørdag i Roskilde, hvor cairn terrieren SECH DKCH NORDV21 Hjohoo’s Yes Hjo Can, kaldet Danny, endnu en gang blev udpeget som dagens bedste hund.

Efter sejren ved fredagens nordiske udstilling gentog den svenske cairn terrier præstationen, da han lørdag eftermiddag også charmerede sig til tops ved Dansk Kennel Klubs internationale udstilling.

To sejre, to dommere – samme vinder
Lørdagens dommer, Dusko Piljevic fra Serbien, var ikke i tvivl, da han skulle vælge sin BIS-vinder i Store ring. Danny viste sig med samme energi og elegance som dagen før, og det gjorde udslaget.

– Jeg havde lyst til at finde noget andet, noget anderledes, men man kan ikke gå udenom den bedste hund i ringen. Hans bevægelse i løs line og hans naturlige måde at vise sig på tog mit hjerte, sagde han.

Piljevic roste også den gode stemning i ringen og den høje kvalitet blandt de deltagende hunde, som gjorde afgørelsen både spændende og udfordrende.

Danny nød spotlightet
Også for vinderholdet var dagens triumf noget helt særligt: – Det er helt utroligt. Du kan ikke bede om mere end det her. Det er forskellige dommere, forskellige præferencer, og alligevel vinder han igen. Vi er så stolte, lød det fra handler Magnus Hoff.

Nyheden fortsætter efter annoncen

På trods af det kølige vejr leverede Danny et show, der fangede alles opmærksomhed: – Han stod bare og kiggede på dommeren og lavede et show ud af det. Man kunne mærke hans energi – han elsker det her.

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Cecilie Friis Amstrup

Et stærkt samarbejde bag successen
Selvom det er Danny, der stjæler rampelyset i ringen, er det tydeligt, at hans succes bygger på et tæt samarbejde mellem opdrætter og handler. Elisabeth Teodorsson har kendt ham siden han var helt lille, og Magnus Hoff har trænet og præsenteret ham gennem flere store sejre.

– Danny er en showhund helt ind i sjælen, men det kræver stadig, at han føler sig tryg og forstået. Det gør Magnus helt fantastisk, sagde Elisabeth efter sejren.

Deres fælles forståelse og indbyrdes tillid giver Danny ro og overskud til at performe – også i et felt fyldt med konkurrence på højeste niveau.

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Cecilie Friis Amstrup

Flere højdepunkter i vente
Lørdagen bød ikke kun på Best in Show-sejr for Danny. Store ring summede hele dagen af liv, klapsalver og flotte præsentationer, og både publikum og deltagere trodsede kulden for at fejre hundene.

Søndag venter udstillingens sidste dag, hvor endnu et Best in Show skal kåres. Spørgsmålet er, om Danny kan gøre det vilde og vinde for tredje dag i træk eller om en ny stjerne træder frem i Store ring. Én ting er sikkert: Niveauet i Roskilde er tårnhøjt, og konkurrencen er benhård.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout