Milliondonation skal styrke forskning i udbredt lidelse hos hunde

28-04-2017 10:20
Tusindvis af hunde diagnosticeres hvert år med smertefulde knæledssygdomme. En ny donation fra Agria Dyreforsikring på 4,2 millioner kroner skal nu hjælpe forskere med at blive klogere på området. Pengene går til et projekt, der handler om at optimere diagnosticeringen og behandlingen af hunde med ondt i knæleddene.
Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock

Dårlige knæ er et alvorligt problem hos hunde, nu forsøger Agria Dyreforsikring, der er Nordens største forsikringsselskab, at hjælpe med stor donation. Agrias forskning viser, at mere end 6.500 hunde blev diagnosticeret med knæledssygdomme i Sverige sidste år. Omkostningerne ved disse skader er ofte meget høje for hundeejerne, og lidelserne kan give hunden varige mén. Det er både små og store hunde, der er i risikogruppen for knæledsproblemer. “I forhold til Agrias skadestatistik kan vi se, at mange hunde i Danmark lider af knæledssygdomme. Vi ønsker at få mere viden om sygdommene, så dyrlæger kan forbedre behandlingen for alle hunde, der har smerter,” siger Sonja Karaoglan, der er direktør i Agria Dyreforsikring i Danmark. En af de hyppigste knæledssygdomme hos hunde er slidgigt. Symptomerne på denne sygdom er halthed, hunden virker stiv i leddene, når den rejser sig, og den virker sløv og træt. Alle symptomer er med til at nedsætte hundens livsglæde, og Agria Dyreforsikring håber, at donationen kan hjælpe flere hunde til et bedre liv. De 4,2 millioner kroner går til et forskningsprojekt på Sveriges Landbrugsuniversitet i Uppsala, hvor omdrejningspunktet er at optimere behandlingen af hunde med dårlige og ødelagte knæled. De spørgsmål, som projektet skal forsøge at finde svar på, er: • Hvor hyppige er knæledssygdomme hos hunde? • Er der faktorer, der øger risikoen for, at hunde får smerter i knæ? • Bliver hundenes knæledsproblemer diagnosticeret korrekt? • Hvor godt kender vi til behandlingsmuligheder? “Vi er meget taknemmelige for donationen, der gør det muligt at prøve at forstå, hvad der kan gøres for at reducere risikoen for knæledssygdomme og som samtidig styrker den epidemiologiske ekspertise på Sveriges Landbrugsuniversitet,” siger professor Ulf Emanuelson, som er vejleder for de ph.d-studerende, der skal stå for forskningen. Udover denne donationen har Agria tidligere i år doneret 4,6 millioner kroner til forskning til gavn for hunde og katte. Læs mere om denne donation via linket under billedet til højre.

Læs også

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout