Den 31. januar 2026 havde Tollerklubben inviteret medlemmer til en hel dag i Fjelsted Skov. At samle 40 deltagere til en temadag om eksteriør, sundhed og opdræt er i sig selv bemærkelsesværdigt, når man taler om en relativt lille race. Deltagerfeltet spændte bredt: fra meget erfarne opdrættere til dem, der overvejer, om deres Toller måske en dag skal indgå i avlen – og naturligvis også dem, der “bare” er nysgerrige og ønsker at blive klogere. Netop denne bredde vidner om en klub, der inviterer alle med interesse for racen ind i samtalen.

Dagen var gratis for medlemmer, hvilket i sig selv er et stærkt signal. Det understreger, at Tollerklubben prioriterer vidensdeling højt og ønsker at gøre kvalificeret viden tilgængelig for alle. Samtidig var der et gebyr ved udeblivelse, hvilket er en både fair og klog løsning. Det betyder, at man tager sin tilmelding seriøst – og det mærkes i rummet, når alle faktisk møder op og deltager aktivt.

Funktionelt eksteriør: Jagthundens anatomi

Allerede fra start blev det understreget, at Nova Scotia Duck Tolling Retrieveren er en aktiv jagthund uden separate udstillings- og jagtlinjer: “Udstillings- og jagthunde er stadig én og samme type.” Derfor gælder det om at dyrke racestandarden som helhed.

Christian Brix Søndergaard, erfaren opdrætter af flatcoated retrievere, jagthundetræner, eksteriørdommer og jagtprøvedommer, indledte dagen med sit oplæg “Hvorfor er eksteriør vigtigt?”. Han tog deltagerne gennem jagthundens anatomi og viste, hvordan kroppens bygning og funktion hænger sammen med racens arbejde og præstationsevne. Budskabet var klart: Et sundt og korrekt bygget skelet er en forudsætning for, at Tolleren kan fungere som jagthund – og dermed bevare sit karakteristiske, energiske udtryk.

Han anbefalede desuden, at alle eksteriørdommere af jagthunde prøvede at opleve en rigtig jagt eller en jagtprøve, for bedre at forstå, hvordan hundene skal se ud og fungere, når de bruges til deres oprindelige formål.

Sundhed og genetik: Mere end blot et øjebliksbillede

Efter frokost overtog Camilla Juelsgaard, som både er dyrlæge, opdrætter, eksteriørdommer og brugsprøvedommer. Hun stod for to oplæg om sundhed og gentests. Først gennemgik hun HD og AD (hofte- og albueledsdysplasi) og anbefalede, at billederne tages ved 18-24 måneders alderen, da man her mere tydeligt kan identificere eventuelle problemer. Det er mere retvisende end billeder ved 12 måneder, hvor hunden stadig er under udvikling. Camilla pointerede, at billederne hjælper opdrætterne med at følge sikre og oplyste avlsmål.

I forlængelse af HD og AD introducerede hun PennHIP-metoden som et tillæg til at vurdere hofteleddenes løshed. Sammen giver disse metoder et nuanceret billede af hundens ledstatus, og Camilla pointerede, at det ikke kun handler om det enkelte individ alene, men om at vurdere sundheden i linjerne. Man skal sammenholde resultaterne med både forældredyr og søskende for at få et retvisende billede af avlspotentiale.

DNA-tests: Redskab og risiko

I anden seance, “Jo mere vi ved – Gentests”, gennemgik Camilla mulighederne med genetiske gentests. Hun kaldte gentests et fantastisk redskab – hvis det bruges med omtanke. Muligheden for at identificere arvelige sygdomme betyder, at man kan træffe langt mere oplyste avlsvalg. Men samtidig advarede hun imod overfortolkning. Hvis vi bliver så forsigtige, at vi fravælger gode hunde baseret på én genvariant, risikerer vi at skade racens genetiske variation. Vi skal derfor også værne om bredde og mangfoldighed, og undgå både indavl og matadoravl.

Camilla sammenlignede det ansvarlige avlsarbejde med at lægge et puslespil. Man skal forsøge at få så mange brikker som muligt med på bordet – HD, AD, PennHIP, sind, eksteriør og brugsegenskaber – for til sidst at kunne stille det rigtige og vigtige spørgsmål: Bidrager denne hund positivt til racen?

Erfaring og ydmyghed i praksis

Marlene Birkebæk, erfaren golden retriever-opdrætter, sluttede dagen med sit oplæg “En opdrætters tanker”. Selvom hun ikke arbejder med Tollere, var hendes budskaber fuldt overførbare: 95 % af tiden er vores hunde familiehunde. Derfor skal vi opdrætte med øje for både arbejdsegenskaber og mental robusthed.

Marlene fremhævede vigtigheden af ydmyghed i opdræt. Det er helt i orden at sige “det undersøger jeg”, når man er i tvivl. Ingen kan kende alle linjer til bunds, og det er netop sparring og dialog, der løfter kvaliteten. “Erfaring deles – fejl gentages færre gange,” som hun formulerede det.

Marlene serverede flere gode råd: Opdræt handler ikke kun om den første tid – ansvaret begynder, når hvalpene flytter hjemmefra. Ud over de faglige oplæg delte Marlene også konkrete idéer til, hvordan hun som opdrætter sikrer kontakten til sine hvalpekøbere og følger sit afkom. Hun fortalte om sine tiltag såsom fælles HD-fotografering af hvalpekuld, Messengergrupper for hvalpekøbere, hvalpetræf mv. Disse tiltag udspringer af ønsket om at styrke relationen til hvalpenes nye familier og sikre vidensdeling og støtte.

Fællesskab og fremtid

Afslutningen på dagen blev med spørgsmålet: “Hvad vil vi med Tolleren i Danmark?”. Her blev det gennem dagen tydeligt, at racens styrke er dens helhed: Tollerracen er ikke delt i show- og arbejdslinjer. Den samme hund kan være på udstilling den ene dag og til jagtprøve eller lydighed den næste. Bevarelsen af denne alsidighed kræver bevidste valg, faglighed og samarbejde. Arrangementet efterlod opdrættere og ejere inspirerede til at samarbejde – for som Marlene så godt formulerede det: “Vi skylder de kommende ejere, at vi gør os umage.” Dette understregede, at ansvarligt avlsarbejde og åben dialog er vejen til en sund og vital Toller-fremtid.