Fra HUNDEN: Raceportræt af den kærlige welsh corgi

25-07-2025 06:56

Erik Faarup

Her i sommerferien tager vi fat i nogle af de raceportrætter, som tidligere er blevet bragt i Dansk Kennel Klubs medlemsmagasin HUNDEN. 

Copyright Hunden.dk
En welsh corgi er ofte en legesyg og glad hund. Her ses tre legesyge welsh corgi pembroke. Foto: Inga Pintveriene
Nyheden fortsætter efter annoncen

Corgien er en lille, men robust race, der både fungerer som en familie- og arbejdshund. De er kendt for deres særlige udseende med en lang, muskuløs krop, korte ben og store ører. Hundene er intelligente og ofte meget hengivne overfor deres ejere.

Navnet welsh corgi betyder på walisisk ”dværghund” og dækker over to racer; cardigan og pembroke. Begge racer er samlet under specialklubben for welsh corgi, hvoraf cardiganen er den største af racerne, også hvad angår antal hunde på landsplan. Det er en stor hund af sind, som hører hjemme under gruppe 1, hyrde- og kvæghunde. De har ikke anlæg for at strejfe, men vil tværtimod gerne være nær deres familie og er gode med børn. En aktiv og arbejdsglad hund, som har gode evner til, foruden at være en god familiehund, rally, agility, hyrdehunde arbejde mv.

Racens historie
Gennem adskillige århundreder har welsh corgi været en effektiv kvægdriver, som med sin ringe højde kunne undgå spark fra irriterede dyr. De to corgi-varianter blev tidligere betragtet som én race og blev derfor krydset med hinanden. I 1880’erne ramtes bjergbønderne i Cardiganshire af misvækst og måtte derfor skifte fra kvæg til får, som ikke kunne klare nap i benene. Man krydsede derfor denne egns corgier med collier, og racen fik både et blødere sind og en anden farvevariation end den nære slægtning pembroke. Begge racer hører under Storbritannien, men var førhen en walisisk hund. Deres popularitet er steget markant de seneste årtier grundet deres milde og kærlige sind, deres trænbarhed og lette pelspleje.

Copyright Hunden.dk
Corgier er særdeles gode hyrde- og kvæghunde. Foto: Britta Schaadt
Nyheden fortsætter efter annoncen

Cardigan og pembroke
Cardiganen er kendetegnet ved at have lidt længere ben og hale end en pembroke, og så er de mere robuste af bygning. En pembroke er mere kompakt af bygning og har en kortere, krøllet hale. Begge typer er venlige af natur og har brug for regelmæssig træning og mental stimulering for at holde dem glade og engagerede. Hundene elsker at lære nye ting og er ofte meget lydige.

Sundhed
Mange tror, at welsh corgi-hunde grundet den lange ryg ofte lider af sundhedsmæssige problemer. Welsh Corgi Klubben lavede derfor en stor RAS-undersøgelse gennem DKK, hvoraf det viste sig, at kun 4,5-5,5% af alle deltagende hunde havde tilfælde af enten hoftedysplasi eller diskusprolaps. Det er så lille en population, at Welsh Corgi Klubben ikke har et program for bekæmpelse af disse sygdomme. Dog holder de hvert andet år opdrættermøde, hvor fokus er på hundenes sundhed. Som hvalpekøber er det ligeledes vigtigt at vælge en hund fra en ansvarlig opdrætter, der har taget skridt til at avle sundere hunde med et stærkere immunsystem og færre sundhedsproblemer.

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout