Første frist nærmer sig for Vejen

15-05-2026 14:32

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Første tilmeldingsfrist til DKK’s udstillinger i Vejen udløber mandag den 18. maj. Udstillingerne afholdes udendørs ved Vejen Idrætscenter den 19., 20. og 21. juni 2026

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Kennel Klubs udstillinger i Vejen er for mange udstillere en fast del af sommerens program. Udstillingerne foregår efter traditionen udendørs på de grønne arealer ved Vejen Idrætscenter, hvor der er god plads, velanlagte baner og naturskønne omgivelser.

Den centrale placering ved idrætscentret giver desuden gode praktiske forhold for både udstillere og besøgende. Der er mulighed for at købe kaffe, mad og drikke, ligesom der er adgang til parkering og toiletfaciliteter. Det er også muligt at booke campingplads i forbindelse med udstillingerne.

Copyright Hunden.dk
Rikke Ladefoged Wind i ringen til DKK Vejen 2023. Foto: StopTiden /Rinnie Ilsøe

Internationalt, nordisk og Jysk Vinder

Udstillingsweekenden byder på tre udstillingsdage for alle racer. Fredag den 19. juni afholder DKK international CACIB-udstilling, mens lørdagens udstilling den 20. juni er en nordisk udstilling og samtidig Jysk Vinderudstilling. Søndag den 21. juni er der igen international CACIB-udstilling, hvor der desuden konkurreres om kvalifikation til Crufts 2027.

På lørdagens udstilling konkurreres der om titlen Jysk Vinder, JYV, som gives til bedste han og bedste tæve med CK i hver race. Derudover tildeles titlerne Jysk Juniorvinder og Jysk Veteranvinder til henholdsvis bedste junior han og tæve med CK samt bedste veteran han og tæve med CK. For hunde registreret i Danmark bliver titlen automatisk registreret på hundens præmieoversigt.

Alle tre udstillinger tæller med i DKK’s årskonkurrencer, herunder konkurrencen om Årets DKK-racevinder. Der afholdes desuden juniorhandling både lørdag og søndag.

Copyright Hunden.dk
En chihuahua hygger sig i ringen ved DKKs udstilling i Vejen 2023. Foto: StopTiden /Rinnie Ilsøe

Mulighed for Crufts-kvalifikation

Søndagens internationale udstilling har også særlig interesse for udstillere med blik mod Storbritannien. Her kvalificerer BIR og BIM samt bedste han og bedste tæve med Excellent fra juniorklassen sig til Crufts 2027.

DKK gør opmærksom på, at det ikke er alle racer, der kan deltage på Crufts, og at udstillerne selv er ansvarlige for at undersøge, hvilke racer der er anerkendt i Storbritannien.

Tilmelding og praktisk information

Nyheden fortsætter efter annoncen

Første tilmeldingsfrist er mandag den 18. maj 2026. Anden tilmeldingsfrist er den 26. maj 2026 klokken 08.00. Den anden frist gælder kun online tilmelding og er med forhøjet gebyr. Tilmelding sker via hundeweb.dk.

Deltagerinfo og nummerskilt fremsendes cirka to uger før udstillingen til den mailadresse, der er brugt ved online tilmelding. Har man tilmeldt via Hundeweb, vil deltagerinfo og nummerskilt også kunne ses på “Min side” cirka to uger før udstillingen.

Udstillingen afholdes ved Vejen Idrætscenter, Petersmindevej 1, 6600 Vejen. Indgangen åbner klokken 07.45 alle dage, og bedømmelserne starter klokken 09.00.

Fakta
Overvejer du at udstille?

Går du med en drøm om at prøve udstilling, men kan ikke rigtig gennemskue hvordan du kommer i gang? Har du en forestilling om at det kræver en masse eller er du i tvivl om, hvorvidt det er noget for dig og din hund?

Hunden.dk lavede inden udstillingen i Fredericia en guide til, hvordan du kommer i gang. 

Læs den her.

Du kan også ta' familien og hunden under armen og besøge udstillingen helt uforpligtende. Måske får du endda lyst til at prøve DKKs tiltag "Kom og vis din hund," hvor hundeejere, som ikke i forvejen har tilmeldt sig til udstillingen i Vejen, kan komme og forevise deres hunde. Det foregår lørdag og søndag fra kl. 11-14 udendørs.

Fold up

Camping og besøgshunde

Sportscenter Danmark, Vejen Idrætscenter, etablerer campingpladser med strøm i forbindelse med DKK’s hundeudstilling. Hver plads måler cirka 10 x 10 meter, og der er mulighed for indtjekning fra onsdag den 17. juni klokken 12.00. Booking af overnatning kan udelukkende ske via United Tickets.

For besøgende er der fri adgang for én person pr. tilmeldt hund ved fremvisning af startnummer. Øvrige besøgende skal købe billet. Det er også muligt at købe gæstehundebillet ved indgangen. Gæstehunde skal være over 12 uger, og vaccinationspapirer skal medbringes.

Copyright Hunden.dk
Naya Andersen og CH Cought By The Fuzz Optimus Canis "Nilsson" i ringen til DKK Vejen 2023. Foto: StopTiden /Rinnie Ilsøe

Kom og vis din hund

For hundeejere, der ikke i forvejen har tilmeldt sig udstillingen, er der også mulighed for at prøve kræfter med en udstillingslignende situation. Lørdag og søndag fra klokken 11 til 14 kan man komme og forevise sin hund udendørs.

Tilbuddet er uofficielt, og resultatet registreres ikke i Dansk Kennel Klub. Til gengæld får man vejledning i præsentation og forevisning, en god snak med dommeren og en roset med hjem. Alle racer, både med og uden stambog, kan deltage. Forhåndstilmelding er ikke nødvendig, men hunden skal være over 12 uger, og vaccinationspapirer skal medbringes.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout