Tine Luther
Legen ”Narkohunden” går ud på at gemme ”narko” (godbidder), som hunden skal finde. Det er en leg, som hunden vil elske og både børn og voksne vil hygge sig med. Hunden skal lukkes ud, så den ikke ser, hvor I gemmer ”narkoen”. Til at begynde med skal ”narkoen” gemmes, så det er forholdsvis nemt for hunden at finde, og senere kan I gemme det, så opgaven bliver sværere og sværere – I vil blive overrasket over, hvor svært det bliver at gemme noget for en hund, der har forstået, hvad legen går ud på. I begyndelsen hjælper ”betjenten” hunden med at finde ”narkoen” – peger mod den og siger f.eks. ”Søge”. Inden længe vil de fleste hunde kunne arbejde selvstændigt og gennemsøge hele huset. ”Betjenten” kan enten lade hunde søge selv – eller indgå i et team, hvor ”betjenten” bestemmer, hvilket område, hunde skal arbejde i. Sjovest er det, hvis hverken hund eller ”betjent” ser, hvor ”narkoen” gemmes. Kilde: Michael/Dansk Hovawart Klub