Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout
Der bliver mulighed for både at komme tættere på Dyreværnets arbejde og få et kig bag kulisserne, når organisationen inviterer til åbent hus på sine internater i Rødovre og Kolding.
De to arrangementer får hver deres program, men fælles for dem er, at besøgende kan få et indblik i hverdagen på internaterne og i det arbejde, der ligger bag, når dyr skal hjælpes videre til nye hjem.
Først Rødovre
Lørdag den 29. august er der åbent hus hos Dyreværnet i Rødovre fra klokken 12.30 til 15.30.
Her er der lagt op til en eftermiddag med både rundture, foredrag, konkurrencer og infostande. Der bliver også krybdyrudstilling, café i haven og foodtruck.
Kolding følger i september
Lørdag den 12. september går turen videre til Dyreværnets internat i Kolding, hvor dørene er åbne fra klokken 12 til 15.
Her bliver der blandt andet rundvisninger, foredrag og forskellige boder, men dagen bliver også en mulighed for at høre mere om de mange funktioner, der er samlet omkring internatet.
Besøgende kan blandt andet få indblik i, hvordan dyr bliver indleveret og senere formidlet til nye hjem. Der bliver også information om hundepensionen i Kolding, hvor overskuddet går til Dyreværnet, samt organisationens udrykningsservice i Jylland.
Derudover kan man høre om Frynseklinikken, Dyreværnets mobile dyreklinik, som hjælper udsatte borgeres kæledyr med behandling.
Praktisk
Rødovre: 29. august kl. 12.30-15.30
Kolding: 12. september kl. 12.00-15.00
Begge arrangementer er åbne for besøgende uden krav om tilmelding, men Dyreværnet opfordrer til, at man på forhånd oplyser, hvor mange der kommer. Det kan gøres lige her.