Kasper Larsson
Vi deler mere og mere med hinanden. Via GoMore kan du få et lift, Airbnb sørger for ferieboligen, når du skal udenlands. Nu melder en ny spiller sin ankomst på markedet for deleøkonomi, og det er firmaet Dogley. Det skriver tv2.dk. Vi elsker vores hunde, men de pelsklædte bedstevenner kan også give hovedpine, hvis man skal på ferie, eller hvis man bliver forhindret i at komme hjem og lufte dem. Hundeejere med pasningsproblemer er derfor nødt til at investere i hundepension, og det er ikke altid, at hundene (eller ejerne) er lige begejstrede for den slags ophold. Dogley.com er en ny internettjeneste, hvor hundeejere fremover kan finde pasningsmuligheder hos godkendte, private hundepassere, der står klar til at passe hunden i alt fra et par timer til uger. Hundeluftning er også en del af sidens sortiment. Prisen på en dagspasning ligger på mellem 100 og 200 kr., mens en overnatning koster mellem 150-250 kr. Heraf tager Dogley.com 18 procent af beløbet for administration og den obligatoriske forsikring, som skal sørge for, at begge parter kan sove om natten. Hundepasserne skal godkendes Inden man kan blive privat hundepasser på Dogley.com skal man godkendes af firmaet, der har forventninger og krav til hundepassernes evner og deres hjem. Samtidig skal man som vordende hundepasser skrive en biografi af sig selv, for at give hundeejerne et reelt indtryk af personen, der måske skal passe deres hund.