I det øjeblik de sprang, var Vitus overbevist om, at hans sidste time var kommet. Ingen slipper levende fra at springe ud fra et kirketårn. Det var kun fordi Marie Flagermus var blevet ved med at flyve rundt om hundene og rotten og råbe, at de skulle springe ud ad tårnvinduet, at de til sidst havde gjort det. Måske var de så også blevet hjulpet lidt på vej af det faktum, at loftet var fyldt med spøgelser, og at monsteret var et sted inde i klyngen af spøgelser.

”Spring nu, I må væk. Det er ikke farligt. Spring” havde Marie råbt, mens hun slog saltomortaler i luften.

Vitus havde tænkt, at det var noget lettere at sige for en, der havde vinger, og som kunne flyve, det med, at de bare skulle springe ud ad tårnvinduet. Men så var han kommet til at tænke på, hvor sikkert Marie havde ledt ham gennem kirkegårdens labyrint af stier. Og pludselig havde han vidst, at når Marie sagde de bare skulle springe, så skulle de bare springe – og de havde de så gjort, hundene og rotten. Sprunget. De var sprunget ud ad tårnvinduet. Ud i mørket.

Overraskelsen havde været total, da de tre venner landede på noget, der umiddelbart mindede om et gulv – kun en meter under tårnvinduet. Det var fuldstændig mørkt, så de havde ingen mulighed for at se hvor de var. Men de var ikke blevet knust mod jorden, de var stadig levende, alle tre, både hundene og rotten.
Vitus og Pax havde forsigtigt rejst sig op, forsigtigt fordi gulvet gyngede under dem.

”I er på et skib. På det flyvende nisseskib ”Julerosen”. Det lå hele tiden lige uden for tårnvinduet og ventede på jer” sagde Marie Flagermus, og slog sig igen ned på ryggen af Vitus. ”Vidste du – altså hele tiden – at der lå et flyvende skib lige under tårnvinduet?” spurgte Pax. ”Ja, da, selvfølgelig. Jeg har set det skib komme flyvende så tit med julemanden ombord. Hver gang julemanden har besøgt Tyto Slørugle, er han ankommet med ”Julerosen”. Ellers havde jeg da heller ikke råbt, at I skulle springe. Hvis der ikke havde ligget det skib, så ville I jo være blevet dræbt mod jorden.”

”Præcis” sagde Kaj Rotte i et noget skingert tonefald. ”Præcis, og derfor havde det måske været meget rart at vide, at det skib lå der, altså inden vi sprang.” ”Nååå, ja, men det tænkte jeg så ikke lige på at sige” svarede Marie ubekymret. ”Det er da også lige meget, skibet var der jo. I er ikke blevet knust mod jorden. Smattet ud i tre store, røde blodpøle på kirkegården, som tomater der er blevet trådt på, som… ” ”Tak, tak. Du behøver ikke forsætte, vi har forstået hvad du mener” pointerede Pax og løftede afværgende en forpote. ”Men” tilføjede Pax så. ”Jeg må give Kaj ret. Det ville have været en væsentlig oplysning, hvis vi havde vidst, at vi hoppede ned på dækket af et skib, og ikke bare sprang ud i det blå, eh, sorte.”

Her blev samtalen afbrudt, da skibet begyndte at stige, og det med sådan en hast, at hundene og rotten nærmest blev presset ned mod dækket. Stormen rev og ruskede i dem, og lige som de alle tre troede de ville blive blæst overbord, blev der helt stille. Og lyst, månelyst. Så lyst, at de kunne se deres omgivelser.

Åh, et smukt skib, var det første Vitus tænkte. Et stort træskib med en masse sejl, og oppe ved roret stod en lille person med en nissehue på.
”Ohøj, folkens” råbte nissen og vinkede ”Velkommen ombord på ”Julerosen”, mit navn er Valstar Vovemod. Vi er nu steget op over skyerne og op over feltet med blæst. Så nyd udsigten. Om lidt er der varm kakao og æbleskiver i kahytten. Vi skal bare lige lidt længere væk fra alle de dårlige energier dernede.” Her pegede Valstar Vovemod nedad. Vitus, Pax og Kaj kiggede forsigtigt over rælingen. Vitus og Kaj måtte stå på en tønde for at kunne nå op og se ud. Langt, langt under dem kunne de, mellem skyerne, ane kirken. Det så ud som om der kom røg eller tåge ud af tårnet. Men både rotten og hundene vidste, at det hverken var røg eller tåge, men spøgelser, og følte sig meget lettede over at være ombord på ”Julerosen”.  

”Så er der æbleskiver” lød et råb, og det kan nok være det fik sat fart både i hundene, og, ikke mindst, i rotten. ”Æbleskiver, hvor, hvor” råbte Kaj og spænede afsted i retning af stemmen.

Kahytten på ”Julerosen” var magisk. Der var julepynt overalt.
Julehjerter, julekræmmerhuse, juleguirlander, glaskugler i alle farver og faconer glimtede og skinnede, og et smukt juletræ med masser af lys på og en stor, smuk stjerne i toppen var der selvfølgelig også.
Det var så smukt, så smukt. Der lugtede også af jul. Luften var fyldt med duften af brunkager, gran og de sjove appelsiner med nelliker i. Vitus og Pax kunne slet ikke holde op med at kigge sig betagede omkring. Kaj var knap så interesseret i julerierne, hans fokus var på det store fad med æbleskiver, der stod på et lavt bord midt i kahytten.

Foran pejsen, hvor ilden brændte lystigt og sendte den skønneste, levende varme ud i rummet, hang der selvfølgelig julesokker. Julesokker med navne på. ”Marie”, ”Vitus”, ”Pax”, ”Kaj” – et navn på hver sok. Som om nogen havde vist, at de ville komme, tænkte Vitus undrende. Det bedste af det hele var, at det var Tyto Slørugle, som havde kaldt på dem og stod klar med æbleskiver og varm kakao. Varm kakao med masser af flødeskum. Og Vitus måtte spise lige så mange æbleskiver han havde lyst til, og slikke lige så meget flødeskum i sig som han orkede. Det var sandelig noget andet end når han måtte vente på at få den sidste mundfuld af hver æbleskive, som William spiste. Lige nu savnede han ikke William, tænkte Vitus, mens han proppede sig med æbleskiver.

”Tyto, vi fandt jo en håndfuld fjer fra dig oppe på tårnloftet. Vi troede du var, eh, kommet til skade” sagde Pax mellem to æbleskiver. ”Og nu er du her, frisk og rask… ”

”Det var for at narre fjenden. Jeg hev selv de fjer ud inden jeg fløj ud for at finde ”Julerosen”. Jeg så jo, at lågen i indkørslen på præstegården stod åben. Så jeg vidste, at Azazel ville komme efter os. Når man ligefrem lader låger stå åbne, så inviterer man selv det onde indenfor. Det kan ikke engang hellig kirkejord ændre på.”

”Jeg kunne ellers lugte angstfært på dine fjer, som om du havde været bange, da de blev hevet ud” meddelte Vitus.

”Jeg var også bange. Bange for det skulle gøre ondt at hive fjerene ud” sagde Tyto med et skævt uglesmil.

”Gjorde det så det? Ondt?” spurgte Kaj, og tog æbleskive nummer otte.

Tyto nikkede.

”Men jeg stod smerten ud” tilføjede uglen på en så selvhøjtidelig måde, at de alle sammen kom til at grine højt.

Da de først fik hul på latteren, kunne de næsten ikke holde op med at grine igen. De havde trængt til at grine, mest fordi der ikke var så meget at grine af. Først da Kaj fik en stor mundfuld kakao i den gale hals, og Pax var nødt til at løfte rotten op i halen og ryste ham, så han kunne få luft igen, blev de atter alvorlige. ”Ja, og heldigvis fandt du ”Julerosen” og mig, Tyto. Her er vi så, alle sammen, stadig i live – indtil videre i hvert fald” indskød Valstar Vovemod, som var kommet ned i kahytten til selskabet. For Tyto var det jo nemlig, der var landet med et bump på ”Julerosens” dæk et par timer tidligere.

”Nu, da vi er samlet igen, må I hellere få de sidste informationer, som har betydning for vores mission. Det jeg blev afbrudt I at fortælle jer tidligere. Vi I have den korte eller den lange version?” spurgte Tyto. ”Den korte” råbte Vitus og Pax og Kaj i munden på hinanden, og kom så til at grine igen.

”For tusindvis af år siden, da guderne gik her på jorden, blev jægeren Orion dræbt af Azazel. Azazel var misundelig på Orion for alle kunne lide Orion, og ingen kunne lide Azazel, som var hans fætter.
Men Azazel havde glemt Orions trofaste jagthunde, Store Hund og Lille Hund. Efter drabet på Orion sporede de to jagthunde Azazel, og overgav ham til Zeus, den øverste gud.
Zeus dømte Azazel til evigt fængsel på den vilde og voldsomme stjerne, Betelgeuse, og så ophøjede han Orion til et stjernebillede på himlen, så han aldrig blev glemt. Zeus gjorde endda Betelgeuse til skulderen i Orions stjernebillede, så Azazel, som var fanget der, kunne se Orions stjernebillede på himlen, mens han selv kun var en lille og ubetydelig del af det. Så var tingene ligesom sat på plads.
Da Store Hund og Lille Hund døde – det siges faktisk de døde af længsel efter Orion - blev de også ophøjede til stjernebilleder, og de trofaste hunde fik selvfølgelig plads på himlen ved siden af Orion.

Det gav et stik i hjertet på Vitus, da han hørte at Orions hunde var døde af længsel efter deres ejer. Ville han mon også dø af at savne William?

Da store hund havde været så trofast overfor Orion, gjorde Zeus næsen i Store Hunds stjernebillede til himlens klareste og mest lysende stjerne, og kaldte stjernen for Sirius, også kendt som hundestjernen.  
Der er bare det ved himmelrummet, at der sker jævnligt eksplosioner, og for mange lysår siden skete der en eksplosion på Betelgeuse, som desværre satte Azazel fri.
Azazel satte straks kurs mod jorden, og han er stadig hævntørstig. Nu kan han jo ikke slå Orion ihjel en gang til, men i stedet går han efter hundene. Azazel vil udrydde alle hunde.”

”Du godeste” udbrød Pax
”Åh nej” sagde Vitus
”Nå, for pokker” mumlede Kaj, og snuppede æbleskive nummer 12.

”Hvordan vil ham der Azazel udrydde alle hunde? Pippede Vitus, for han syntes det lød meget uhyggeligt hvis alle hunde blev udryddet. ”Det vil han ved at finde nøglen til Betelgeuse. Den nøgle, der skulle have holdt stjernen låst, så Azazel ikke kunne undslippe. Nøglen er et helt bestemt stykke af Betelgeuse, og der er det ved det, at Betelgeuse siges at være døren til den uendelige sorthed i det ydre rum. Hvis den dør åbnes, så suges stjernebilledet ”Store Hund” og dermed også Sirius, hundestjernen ud i den sorte intethed og forsvinder for altid.” Tyto Slørugle så meget alvorlig ud.

”Hvis Sirius forsvinder, så forsvinder alle hunde også – alle hunde over hele jorden. For i hver eneste hund er der en lille bitte smule stjernestøv fra Sirius.
Det er derfor Sirius er himlens smukkeste og mest lysende stjerne, det er Sirius´ slægtskab med hundene – med hundesjælene - der gør den så smuk. Det er en urgammel forbindelse, der er så tæt, at det nu risikerer at true alle verdens hunde.”

”Og hvis hundene forsvinder, så bliver verden meget trist og tom. Spørgsmålet er, om menneskene vil kunne overleve uden hunde, indskød Valstar Vovemod.
”Måske kunne ham fætter Azazel bare nøjes med at sende alle rottehunde ud i rummet” foreslog Kaj, og gik i gang med æbleskive nummer 15. ”Og så lade de andre hunde blive, kunne man ikke foreslå ham det?” Bemærkningen fik Pax til langsomt at dreje hovedet og kigge på Kaj på en måde, der omgående fik rotten til at holde forpoterne afværgende op foran sig.

”Nå, okay, bevares, bare et forslag” mumlede Kaj.
”Et meget dårligt forslag” sagde Pax i et særdeles afmålt tonefald.

Vitus sagde ikke noget, men han tænkte. Der var noget han ikke helt kunne få til at passe. Vitus var nødt til at spørge.

”Jamen” udbrød han derfor ”Hvad har Azazel og alt det her med jul at gøre? Hvor kommer julen og julemanden og nisser ind i billedet?

Læs også: Vitus og hundestjernen - 24. December