Tine Luther
Bali har haft store problemer med rabies. I 2008 blev der konstateret fire tilfælde, hvor mennesker var smittet med den frygtelige sygdom, året efter 48 tilfælde, og den triste udvikling toppede i 2010 med 82 tilfælde. Med WSPA (World Society for the Protection of Animals) som medspiller blev der i 2010 implementeret et vaccinationsprogram for øens flere hundrede tusinde ejerløse hunde. Allerede i 2011 faldt rabiestilfældene hos mennesker til 48 tilfælde, og i 2012 kunne man for alvor se programmets virkning, idet der kun blev konstateret 8 tilfælde – det sidste i april 2012. Den gode nyhed tyder på, at Bali er tæt på at være fri for rabies. For at kunne opnå officiel status som rabies fri må der ikke have været konstateret rabies i hverken mennesker eller dyr i to år. Bali var i øvrigt det første sted, WSPA begyndte at massevaccinere hunde. Kilde: thejakartapost.com